Definition: “Lige adgang”

14 04 2010

Gammelt fjernsynSå er tiden kommet til artikel 2 i FN’s handicapkonvention. Denne artikel handler om definitioner, og at det lige skulle være emnet i dag er ret passende. Det er nemlig i dag at Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre har offentliggjort deres Fælles medieudspil: Frihed fællesskab kvalitet. Og her synes jeg desværre der mangler lidt definition.

Jeg har været med i en lille arbejdsgruppe med bl.a. Jørgen Poulsen, for at få lavet Det Radikale Venstres medieudspil – og meget er heldigvis kommet med i dette fælles udspil 🙂 Men desværre er der ikke meget fokus på tilgængelighed (ikke som vi oprindelig havde lagt op til). Jeg prøvede at søge på ordet i det 17 sider lange dokument og kun 5 gange poppede dette ord op – heraf kun én gang i den forståelse, som der bruges i FN’s handicapkonvention!

”Partiernes mediepolitiske oplæg for elektroniske medier bygger på følgende principper:
(…)
Tilgængelighed: Der skal være lige adgang for alle mediebrugere til medieudbuddet. Medierne kan og skal være en drivende faktor i at bygge bro over såvel sociale som kulturelle skel.” (side 3)

Jeg håber at der med udtrykket ”lige adgang” lægges op til at

  • Kommunikation opfattes lige så varierende som i nedenstående definition
  • Sprog tænkes bredere end blot talesprog (f.eks. også tegnsprog)
  • Medierne tilpasses rimeligt, så ingen diskrimineres og personer med handicap kan nyde eller udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre
  • Altid bruge universelt design

 

Artikel 2: Definitioner

I denne konvention: 

       omfatter ”kommunikation” sprog, tekstvisning, punktskrift, taktil kommunikation, storskrift, tilgængelige multimedier samt skrift, lyd, klarsprog, oplæsning og forstørrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater, herunder tilgængelig informations- og kommunikationsteknologi, 

       omfatter ”sprog” talesprog og tegnsprog samt andre former for nonverbalt sprog, 

       betyder ”diskrimination på grund af handicap” enhver sondring, udelukkelse eller begrænsning på grund af et handicap, hvis formål eller virkning er at svække eller ophæve den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, civile eller et hvilket som helst andet område. Dette omfatter alle former for diskrimination, herunder nægtelse af rimelig tilpasning, 

       betyder ”rimelig tilpasning” nødvendige og passende ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette er nødvendigt i et konkret tilfælde for at sikre, at personer med handicap kan nyde eller udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre. 

       betyder ”universelt design” udformning af produkter, omgivelser, ordninger og tilbud, således at de i videst muligt omfang kan anvendes af alle personer uden behov for tilpasning eller særlig udformning. ”Universelt design” udelukker ikke hjælpemidler til særlige grupper af personer med handicap, når der er behov derfor.





Fattigdom

14 04 2008

Mens Regeringen overvejer at bryde løftet med hensyn til at blande sig i overenskomstforhandlingerne, synes jeg vi også bør tænke på dem, der ikke har en løn, men blot er fattige. Hvordan snakker vi om dem? Hvorfor har vi ikke nogen minimumskriterier vi kan snakke ud fra? Hver 4. kontanthjælpsmodtager er fattig. Mange børn går ikke til sport el. lign. Blandt de fattige bosiddende i København ved man at mange recepter ikke indløses, fordi de simpelthen ikke har råd. Kan vi tillade det? Kan vi bare stiltiende blive ved at acceptere det?

 

 

SF foreslår 8 basale rettigheder til fattige børn. Jeg mener faktisk det er en falliterklæring, at vi er nået dertil. I stedet bør vi overveje om ordninger som kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen ikke bare skal droppes (bør måske lige indsparke at jeg læser SF, som at det mener de også – de 8 rettigheder tænkes som mildertidig løsning, fordi REgeringen har ladet det komme så vidt). Vi skal tænke nyt og kreativt når det handler om at få den sidste restgruppe ud på arbejdsmarkedet – hvis de da skal derud. Måske er det ikke alle der kan/skal presses derud, det kan vise sig at have flere omkostninger end indtægter. Vi skal ikke bruge pisk for det gør blot svage endnu mere svage.

 

Først og fremmest mener jeg vi bør få defineret fattigdom, få fastsat hvad vi mener er acceptabelt, så vi kan begynde at sætte ind. Jeg læste to ganske gode artikler på Altinget vedr. fattigdom – den ene af Thor Buch Grønlykke og den anden af Martin Ågerup.

 

Den første ville gerne have en defineret fattigdomsgrænse, den anden ikke. Argumentet for ikke at ville have en gik mest på metoden man definerede ud fra. En midlertidig lav indkomst er ikke lig at være fattig. Jeg er enig. Han nævnte en budgetmetode man kunne bruge i stedet. Men generelt frarådede han dog, da han mener det ”vil skade den frie og vanskelige debat om, hvad fattigdom er, hvordan den udvikler sig, hvad den skyldes, og hvordan den bedst bekæmpes”. Han mente også det ville være skadeligt med en defineret fattigdomsgrænse, da det ville betyde at samfundet ville gå ind og ”spæde op” og dermed ville der ikke være et egentlig incitament til at komme videre – selv gøre en indsats. Heri er jeg ganske uenig. For det første er det ikke indbygget, at vi ved at have en defineret fattigdomsgrænse pr. automatik spæder op. Det skal jo først besluttes hvordan vi mener vi bør gå ind og ”hjælpe”, hvis det altså er hjælp der skal til. For det andet så er det altså ikke alle der kan bruge ”det super fantastiske økonomiske incitament”, hvis fantastiske effekt jeg gerne vil have lov at stille mig tvivlende overfor (jeg henviser gerne til undersøgelsen af 300-timers reglens effekt, der viser at 2 % er kommet i beskæftigelse!).

 

Jeg tror, det er fornuftigt at vi får defineret en fattigdomsgrænse og at vi får snakket om hvad skal man så stille op? F.eks. tror jeg ikke på at økonomisk pisk hjælper nogen i matchgruppe 4. Her skal der mere individuel hjælp til og det klares altså ikke bare lige over night.

 

Så mit forslag lyder:

1. Få defineret fattigdom

2. Få fundet ud af hvad dælen man så stiller op

a. Under punkt to kan jeg opfordre til at man deltager i vores arbejde med en 2015-plan

b. Og at man begynder at vise lidt tillid til vores sagsbehandlere og lader dem arbejde med mennesker og ikke sagsnumre.