Hvilke undersøgelser, Pernille?

21 02 2010

Har lige set debat om sexarbejdere på DR2 fra d. 18. februar og det har afledt følgende spørgsmål til Pernille Rosenkrantz-Theil (via hendes facebook-fanside):

”Kære Pernille, jeg har lige set debatten fra DR2 d. 18. om sexkøb og du henviser flere gange til nogle undersøgelser af danske forhold – bl.a. 10 minutter inde i programmet henviser du til en undersøgelse, der viser at omkring 80 % af de der arbejder med prostitution har været udsat for voldtægt (SFI) – og senere henviser du til at pro-centret har lavet en undersøgelse der viser at 3/4-dele af dem der arbejder med prostitution har været udsat for vold.
Jeg håber du vil specificere de konkrete kilder, meget gerne med henvisning til sidetal.
Ser frem til svaret
Mange hilsner
Linda”

Spændende om jeg får svar.

Og så er det så rart at høre Claus Lautrup slå fast at et sexkøbsforbud IKKE er for kvinderne i prostitutions skyld.

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen – et sexkøbsforbud gør det bare svære at hjælpe dem der har brug for hjælp. Det svarer til at feje et problem ind under gulvtæppet og derefter tape det fast med gaffa. Ude af syne – ude af rækkevidde.

Og endnu bedre er det at høre Jacob Mchangama henvise til New Zealand. Jep – han er tæt på at blive mit idol 🙂

Reklamer




Et forbud mod prostitution er en falliterklæring

10 08 2009

Kronik af Phil Nice og mig – bragt i Information 7. august.
(http://www.information.dk/199464)

Kriminalisering af sexkøb ville være i modstrid med radikale kerneværdier som frisind og tolerance

Sidst i juni kunne man læse i en række aviser og på nettet, at både Socialdemokraterne og De Radikale ville arbejde for et forbud mod købesex og dermed lægge sig på linje med SF og Enhedslisten. Artiklerne citerede Marianne Jelved således:

»I partiet har der været uenighed om spørgsmålet, men der er en bevægelse i gang, og jeg tror, at vi vil sige ja til et forbud mod købesex.«

Margrethe Wivel, radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, bakkede hurtigt op på sin blog:

»Jeg stiller derfor resolutionsforslag om dette ved vores landsmøde i september og regner med massiv opbakning.«

Det er Marianne Jelved, Margrethe Wivel og andre velkomne til at mene, men der er også gode grunde til at mene, at de tager fejl. Disse og andre prominente radikales udtalelser kan let give det indtryk, at en forbudspolitik er så godt som vedtaget, men det er langt fra tilfældet.

Disse spekulationer ligner forsøg på at kapre partiets linje, i hvert fald i medierne og vælgernes bevidsthed, men linjen er ikke lagt endnu. Og er det overhovedet en fornuftig linje?

Godt nok allierer vi os værdipolitisk med det store S og de populære medie-darlings SF, men kan radikale virkelig gå så meget på kompromis med egen politik?

Et sexkøbsforbud harmonerer meget dårligt med mange radikales opfattelse af partiets værdipolitiske ideologi – det lugter lidt af formynderi. De partimedlemmer, der vægter det ‘liberale’ mindst lige så højt som det ‘sociale’ i socialliberalisme, er ikke parate til at give afkald på de grundlæggende demokratiske – og ikke mindst radikale – kerneværdier: frisind og tolerance. I kraft af den sidste tids medieprofilering kunne man let komme til at tro, at partiet var ved at sælge ud af sine liberale værdier.

Men et parti, der lancerer en tillidsreform med sloganet »Vi tror, du kan selv« har altså en holdning til formynderi og kontrol. Disse værdier sælger man ikke bare ud af, fordi emnet er seksualpolitik. Eller fordi man vil have indflydelse i en kommende S-SF-regering. Ikke uden en kamp.

Der er vist bred enighed om, at interne stridigheder ikke er sunde for politiske partier, især ikke når kampene raser i medierne. Men spørgsmålet her er tvær- partisk, og de værdier, der står på spil, er vigtigere end partistruktur. Frisind er trods alt ikke forbeholdt det ene parti, hellere ikke den ene politiske fløj, og hvis det kræver nye alliancer at forsvare og bevare det, så er dette vigtigere i det lange løb, end hvem der får magten, og hvem de kommer til at dele den med.

Hvordan virker forbuddet?
Debatten om kriminalisering af sexkøb er præget af ubesvarede spørgsmål.

Hvordan har forbuddet virket i Sverige, hvor sexkøb har været forbudt i 10 år? Hvor godt går det i Norge, hvor forbuddet trådte i kraft i år? Føler de prostituerede at det har hjulpet dem, eller at de nu er endnu mere udsatte?

Der hersker mange forskellige opfattelser og fortolkninger af de få tilgængelige undersøgelser. Og desværre har mange politikere dannet sig en mening uden overhovedet at have snakket med dem, det handler om, eller kigget på de sparsomme undersøgelser, der findes.

Havde man i de undersøgelser kunnet konstatere, at et forbud gav prostituerede bedre forhold, så kunne det måske have været grundlag for en værdipolitisk debat omkring frisind kontra det sociale sikkerhedsnet. Men når det oven i købet ser ud til at gøre forholdene for de prostituerede væsentligt værre, så er det ganske svært at se, hvilke argumenter der ligger til grund for et sexkøbs- forbud ud over moralske.

I forbudsretorikken bliver prostitution præsenteret som et socialt problem. Afspejler dette syn hele virkeligheden eller blot en lille delmængde af en række subkulturer, der sammen udgør fænomenet prostitution? I stedet for at håndtere fællesbetegnelsen ‘prostitution’ som en pærevælling af sociale problemer, bør de særskilte problemer håndteres gennem målrettede tiltag, der differentierer mellem fredelige og frivillige aktiviteter på den ene side og misbrug og tvang på den anden. Det er svært at se et sexkøbsforbud som nødvendigt, gavnligt, eller etisk forsvarligt.

Fortalere for kriminalisering af sexkunder har ikke gjort nok for at begrunde deres sag. Når de ønsker en lovgivning, der vil indskrænke borgerrettigheder, så er det dem, der har bevisbyrden. Vi andre er ikke forpligtet til at præsentere en alternativ sag. Vi er ikke forpligtet til at erkende modstandernes opfattelse af problematikken prostitution eller medgive, at noget burde gøres, i hvert fald ikke før man bedre forstår, hvad der er på spil. For at forsvare borgerrettigheder behøver vi ikke andet end vores skepsis og vores vilje til at stille spørgsmål.

Verdens ældste erhverv – en livsstil og en levevej – er under anklage. Som fortalere for frisind påtager vi os opgaven, at forsvare det. Ikke fordi vi selv er særlige tilhængere af prostitution eller har grund til at tro, at den er et bedre erhverv end så mange andre. Men kun fordi dens skyld ikke er bevist, og indtil da må vi regne den for uskyldig. Som demokratisk samfund er vi forpligtet til at lade enhver tvivl komme den – og de mennesker, der deltager i den – til gode.

Når man ikke kan bevise, at et flertal af prostituerede tager skade af deres erhverv, er vi som demokratisk samfund forpligtet til at antage, at de fleste, der frivilligt vælger erhvervet, har det godt nok med deres valg af levevej, dvs. at de ikke har det væsentligt dårligere end folk i andre erhverv. At nogle har det skidt, enten som følge af arbejdet, noget ved siden af eller noget i forvejen, er ikke en særlig egenskab ved prostitution: Det kan man konstatere hos folk i alle erhverv, dog uden at dette lægger op til forbud. Man forbyder ikke handel med aktier på grund af stress, frisørfaget pga. farlige kemikalier eller elitesport pga. fare for tidlig nedslidning.

Frivillige valg
Indtil vi ved med sikkerhed, hvordan det hænger sammen med stress eller skader i en bestemt branche, må vi antage, at myndige borgere som regel træffer de beslutninger, der bedst tjener deres egne interesser. Vi kan konstatere, at dette ikke altid er tilfældet, og derfor er vi også forpligtet til at tilbyde hjælp, bistand og rådgivning – samt acceptere, når der bliver takket nej til disse. I tilfælde, hvor den ene borgers valg truer andres sikkerhed, frihed eller velvære, har vi et ansvar for at gribe ind.

Men uden sikker viden kan vi kun formode, at den største del af prostitutionen præges af frivillige valg. At formode det modsatte og udpege den ene part i en sexhandel til offer for en forbrydelse svarer til umyndig- gørelse, hvis denne part ikke har bedt om hjælp eller beskyttelse.

Den mistillid til, at de prostituerede har truffet et frit og selvstændigt valg, hænger ikke godt sammen med sloganet »Vi tror, du kan selv«.

Kampen for indførelse af et forbud har mange bekymrende aspekter. Et argument, der ofte lyder, er, at det vil »sende et signal«. At bruge lovgivning som propaganda virker i bedste fald useriøst og i værste fald som kynisk magtmisbrug. Intentionen er ikke at komme et problem til livs, men at skabe et politisk korrekt image. Det er en falliterklæring fra en lovgivende instans og, endnu værre, undergravende for samfundets sammenhængskraft: Man gør samfundet stuerent på overfladen, mens man udstøder en underklasse, blot fordi den ikke opfylder, hvad en veluddannet elite opfatter som kriterierne for normalitet.

Forskelsbehandling
Et andet bekymrende aspekt er den forskelsbehandling, forslaget lægger op til. Man vil kriminalisere den ene part i en frivillig handel, mens man gør den anden part til uskyldigt og umyndigt offer. Magen til absurditet skal man lede længe efter: Man må sælge en ydelse, men ikke købe den. Hos forbudsfortalere hedder begrundelsen, at man ikke ønsker, at kriminalisere de prostituerede, at man foretrækker, at hjælpe og ikke retsforfølge dem.

Det er diskutabelt, hvorvidt denne forskelsbehandling egentligt skåner de prostituerede. At stemple dem som hjælpeløse ofre er også en dom, der forringer deres vilkår for at bestemme over eget liv. Under alle omstændigheder er en sådan forskelsbehandling uforenelig med ligestilling.

Man giver kunden hele ansvaret og hele skylden, mens yderen ikke regnes for at eje en fri vilje.

Det tredje bekymrende aspekt er ligegyldigheden med konsekvenserne og advarslerne fra de prostituerede i vores nabolande. Havde formålet været hjælp, havde man vel også interesseret sig for, hvordan et forbud har påvirket de prostituerede i Sverige og Norge.

Som stiftere af gruppen Radikalt Frisind repræsenterer vi en kerne af Radikale, der stadig går ind for frisind, tillid og tolerance. En kerne, der håber og satser på, at vores parti ikke sælger ud af sin rolle som forkæmper for disse værdier.

Vi tror stadig, du kan selv.

Linda Kristiansen er medlem af De Radikales hovedbestyrelse og folketingskandidat i Ringstedkredsen. Phil Nice, musiker, er radikal kandidat til kommunalvalg i Næstved. Begge er stiftere af gruppen Radikalt Frisind





1. udkast til årets resolutioner

31 07 2009

radikale_venstre_landsmoede07_jpgJeg er kommet senere igang end sædvanligt med resolutionerne – men nu er første skitse lavet.

Vi en en del der arbejder med at få lavet et IT-politisk program (havde faktisk håbet at have fået lavet rigtig meget på det i ferien, men har bare glemt at jeg ikke rigtig holder ferie i år!) og herfra har jeg taget et par af forslagene ud til resolutioner. Det samme gør sig gældene inden for erhvervspolitik, hvor vi i udvalget arbejder med at få lavet en ny erhvervspolitik. Her har jeg også udvalgt enkelte forslag som jeg synes passer sig til landsmøderesolutioner.

Har du ændringsforslag, gode begrundelser eller vil du bare være stiller (kræver at man er medlem af Det Radikale Venstre), så skriv til mig på linda@ka-net.dk.

Læs resten af dette indlæg »





Forbud og hjælp – ikke to sider af samme sag!

19 08 2008

I dag skriver Bodil Kornbek i sin blog på Politiken om sexkøbsforbud, menneskehandel og ønsket om at hjælpe! Jeg har lagt nedenstående kommentar ind på hendes blog, som jeg betragter som sympatisk, men naiv og desværre med dem hun påstår at ville hjælpe, som tabere.

 

 

Kære Bodil

Hjælp er et sjovt begreb i denne sammenhæng. Den hjælp som du foreslår i form af et forbud i lighed med Sverige, mener jeg ikke kan betragtes som en hjælp, faktisk tvært imod. Ifølge den svenske socialstyrelses egen undersøgelse (http://www.socialstyrelsen.se/Publicerat/2007/9843/2007-131-48.htm) har forbuddet besværliggjort det opsøgende arbejde – dette er både socialarbejdere og politi enige om. De prostituerede føler sig ikke hjulpet. De føler sig forfulgt. Desuden er efterspørgslen ikke faldet!

 

Første skridt, hvis man ønsker at hjælpe, må være at snakke med dem det handler om og jeg vil derfor anbefale dig at kontakte Sexarbejdernes InteresseOrganisation, www.S-I-O.dk, for at høre hvad de mener. Personligt tror jeg vi skal lade os inspirere (ikke kopiere) af New Zealands måde at hjælpe på. Her har man i samarbejde med prostituerede fået skabt nogle fornuftige rammer så prostituerede har bedre forhold. Du kan læse meget mere om New Zealand her: http://www.seksualpolitik.dk/new_zealand.html.

 

Vedr. kvindehandel, så er vi ganske enige om at der bør gøres mere. I Belgien har de et rigtig godt system, som jeg meget håber vi kan få herhjemme også. I grove træk fungerer det således:

 

Fase 1:

Ofrene for menneskehandel bliver fundet, de får information om deres rettigheder og tilbudt krisehjælp. Det er typisk politiet, som finder ofrene, og de belgiske politistyrker bliver jævnligt trænet til opgaven for at sikre, at ofrene bliver fundet. I tre specialiserede centre modtager ofrene både psykologisk støtte og hjælp samt medicinsk behandling.

 

Fase 2:

Offeret får 45 dage, hvor hun kan beslutte sig for, om hun vil samarbejde med myndighederne om at knalde sine bagmænd og bryde med det kriminelle miljø. Gør hun det udløser det en opholdstilladelse på tre måneder, hvor hun blandt andet bliver tilbudt en midlertidig arbejdstilladelse. Her bliver der arbejdet intenst på at få ofrets rigtige historie frem og dokumentere den, så præcist som muligt.

 

Fase 3:

Hvis offeret har afsløret sin bagmand og denne er blevet dømt samt en række andre forhold er på plads kan offeret få en permanent opholdstilladelse. I andre tilfælde kan offeret få forlænget sin opholdstilladelse et halvt år af gangen. Opholdstilladelse kan også gives, hvis anklageren har påvist, at der er tale om en person, der er blevet handlet, men at det ikke er muligt for offeret at identificere sig selv i Belgien.

 

(fra BT 2008).

 

På Det Radikale Landsmøde i september stiller jeg et resolutionsforslag, der går på at vi bør styrke indsatsen mod trafficking og at bevislige (jævnfør ovenfor) ofre herfor skal have opholdstilladelse. Uanset om det bliver vedtaget på landsmødet eller ej, så håber jeg, at der bliver gjort noget på dette område.

 

Endelig vil jeg lige henvise din opmærksomhed på følgende link http://www.europaportalen.se/index.php?newsID=24564&page=7009&more=1. Her kan det læses at:

att de allra flesta fallit offer för slavliknade tvångsarbete och inte prostitution. (…) Tre fjärdedelar av traffickingoffren har hållits i slavliknade arbetsförhållanden inom jordbruk, byggsektorn och tiggeri.

 

Mange hilsner

Linda Kristiansen

Folketingskandidat for Det Radikale Venstre

www.lindakristiansen.dk





En lang, varm og retorisk beskidt dag på Christiansborg

2 06 2008

I dag var jeg på Christiansborg til høring vedr. prostitution. Og sikke en høring. Det var en lang og følelsesmæssig dag. En dag, der i den grad stod i følelsernes magt og ikke i forskningens og objektivitetens.

 

Kort vil jeg starte med at pointerer, at der ikke bare er to fløje i denne sag. I hvert tilfælde har jeg svært ved at identificerer det billede som jeg føler at de foreninger, der står bag 8. marts-initiativet (tag stilling, mand) lancerer. Under konferencen fik jeg lige kigget i deres folder og der står:

 

Den danske debat står skarpt mellem tilhængere og modstandere.

Prostitutionstilhængere repræsentere alt lige fra passiv accept af prostitution – ”det vedrører ikke mig” – til aktiv politisk kamp for at bevare mænds ret til at købe sex – ”ingen skal blande sig i andres seksualliv”.

Nogle prostitutionsmodstandere mener, at prostitution er forbundet med usædelig opførsel, at der er tale om umoralske handlinger. Andre, bl.a. 8. marts-initiativet, mener, at prostitution er seksuel udnyttelse af de mennesker, der betjener sexkøberne, altså at accept af prostitution er accept af en rå og kynisk behandling af andre.

 

Jeg mener godt man må blande sig i andres seksualliv, så længe vi accepterer og anerkender, at vi er forskellige. Jeg mener ikke, at jeg forholder mig passivt. Og jeg mener heller ikke at jeg fører en aktiv kamp for mænds ret til at købe sex. Betyder det så at jeg hører til på ”den anden side”? Spørger du Hanne Helth, Balder Mørk og andre der repræsentere 8. marts-initiativet, så er jeg ganske sikker på at svaret er ”Nej”. Min konklusion er derfor at det ikke kan gøres op så sort hvidt som de bliver gjort i folderen – og blev gjort i dag! Der er nuancer. Og faktisk var det dejligt at høre Seksualpolitisk Forum pointere, at de ikke ønskede denne fløjdeling, men at de ønskede at der kunne tages en saglig debat.

 

Men det kunne der desværre ikke. Jeg forstod i den grad i dag, hvad det egentlig handler om. Det handler om den retorik, der bruges i debatten, det handler om den måde en gruppe mennesker sprogligt diskrimineres og udstilles. Ja, prostituerede blev i dag sammenlignet med køkkenredskaber, brugte biler, selvfornægtende børn, der led af Stockholmsyndrom!

 

Var ”den anden fløj” så bedre? Ja, det synes jeg. De brød ind under indlæggende og de var i forsvar. Men man må også forstå, at allerede inden høringen følte SIO sig afvist. De havde ikke fået lov at deltage i panelet. Allerede det havde gjort at de ikke følte sig ligeværdige i debatten. Forestil dig at vi tog en debat om sygeplejersker uden at lytte til sygeplejerskerne. Sikke et ramaskrig vi ville opleve. Og forestil dig hvor undertrykte sygeplejerskende ville føle sig, de ville straks slå på at de ikke blev anerkendt, accepteret og lyttet til. Så nej, det var ikke heldigt at de brød ind, men jeg synes det var forståeligt – specielt når man tænker på de ord, der blev sat på dem. Ja, stemplet på dem! Og når de så pointerede, at de blev overhørt, blev de mødt med kommentarer som ”jamen I har da fået meget taletid i dag!”. Men der er altså en grundlæggende forskel på det at få taletid og anerkendelse. Og her var der behov for anerkendelse. Jeg siger ikke, at man behøver at være enig, men man bør som minimum anerkende andre synspunkter – og ikke afvise dem med ord som selvfornægtelse.

 

En af de prostituerede rejste sig da vi nærmede slutningen og sagde (jeg skriver frit fra erindring, så betragt det ikke som ordret citat): ”Jeg er engang blevet voldtaget, men jeg har aldrig følt mig så ydmyget som i dag”.

 

Lige nu er jeg for træt til en større uddybning, men en af de nærmeste dage så lægger jeg et lille referat ud – jeg skal bare lige have analyseret mine egne kragetæer først 😉





Så blev det agurketid

9 05 2008

Og jeg vil da også deltage i alle de meningsløse artikler, så her kommer min kommentar på dagens artikel i Politiken om Lars Løkke Rasmussens forkerte navn!

Helt ærligt så er jeg ganske forundret over at historien overhovedet bliver trykt. Jeg forstår godt, at det bliver undersøgt, det virker jo en smule mystisk – men når det nu er undersøgt og det viser sig at være et slag i luften, så synes jeg det er imponerende, at der bliver brugt spalteplads på det.

Selvfølgelig skal folkevalgte ikke kaste rundt om sig med skatteborgernes penge til private formål, men hvor nidkær skal vi være. Jeg håber at dette hysteri vedr. Lars Løkke snart kan slutte, så vi kan få lidt politik på bordet i stedet.

F.eks. har historien om at det sociale tolkeprojekt er trukket ud af lovforslaget, der skal vedtages snart, slet ikke været nævnt og heller ikke den gode historie, at det sociale tolkeprojekt forhåbentlig snart kommer op at køre igen. Og hvad med den historie om at Sverige udskyder deres tilbundsgående undersøgelse af sexkøbsforbudets konsekvenser i et helt år og at Lene Espersen m.fl. er fornuftige nok til at afvise Socialdemokratiets forslag om en lignende lovgivning herhjemme indtil vi ved mere – Alle gode nyheder, der da godt kunne fylde lidt mere, hvis I spørger mig 🙂