Kvalifikation: Bryster

18 04 2010

power-woman

Udkast til nyt CV

Kromosomsammensætning: XX
Østrogenniveau: 75  pg /ml
Brystmål: 75E
Andet: Jeg barberer dagligt ben og armhuler, klæder mig feminint og bruger make-up ved festlige lejligheder

Som radikal ser jeg jo gerne Det Radikale Venstre ved magten – men i går måtte jeg jo også sande at når det sker, så skal mit CV ændres. I den radikale fremtid (og SF’s og S’s) handler det nemlig ikke om faglige kvalifikationer, men biologiske kvalifikationer.
På vores møde i Erhvervs- og økonomiudvalget i går blev det nemlig slået fast at selvom store dele af udvalget ikke gik ind for kønskvoter i bestyrelser, så gør vores Folketingsgruppe.

Jeg er endnu ikke medlem af en ”rigtig” bestyrelse. Faktisk har jeg aldrig rigtig tænkt så meget over det eller følt at det var et problem, men jeg kan forstå på rigtig mange, at det er det. Derfor vil jeg nu ændre lidt i min 15-års strategi og bl.a. tilføje et mål om at komme med i en ”rigtig” bestyrelse.

Overskrifter i Magenta

I hverdagen føler jeg mig enormt feminin, men med tonerne fra folketingsgruppen tror jeg, at jeg vil ændre arbejdsstil, for jeg lever bestemt ikke op til den rolle som skal gøre mig kvalificeret til en bestyrelsespost i deres øjne. Igen og igen får jeg at vide at kvinder har noget helt særligt at bidrage med alene pga. af deres køn. Jeg er bange for, at jeg så ikke er kvindelig nok!

Min arbejdsstil minder i høj grad om mine mandlige chefers, for det er mig der laver mange af deres oplæg, udkast osv. Jeg har ikke tænkt over om det så maskulint eller feminint ud, men sørget for at det så professionelt ud. Fremover tror jeg alle overskrifter skal være i farven Magenta – mon det er det der vil gøre udslaget?

At jeg ikke har haft en ”rigtig” bestyrelsespost i min 15 års plan, betyder ikke at jeg ikke er ambitiøs. Jeg har skam tænkt mig at blive chef en dag. Men den plan er nok lidt nemmere at realisere for der er endnu ikke forslag om 40 % østrogen på arbejdsmarkedet, og jeg er bange for at mit østrogenniveau ligger lidt lavt (normalen er vist mellem 50 og 400 pg /ml).

Kvinder virker

Men for at hoppe fra spøg til skæmt (eller skulle jeg skrive skræmt), så vil jeg da lige tilføje, at jeg i går til frokosten, med store ord, fik besked fra et af vores kvindelige (det havde jeg nær glemt at skrive) folketingsmedlemmer om at ordningen jo virker i Norge.

Jamen, jeg er skam ikke i tvivl om at kvinder er gode – og jeg er skam heller ikke imod at vi skal bestræbe os på at have samfundsmæssig repræsentative bestyrelser (ikke kun på køn!). Men jeg er imod metoden (kønslovgivning), for den synes jeg bestemt ikke virker – tværtimod – jeg synes den er nedværdigende og et tilbageskridt for tilliden til kvinder.

Og så mener jeg ikke at 40 % er et resultat der kan fremtvinge stemplet ”Virker”. Det svarer lidt til at sige at folkeskolerne virker fordi de har optaget 95 % af børnene i nærområdet. Det ville vi aldrig gøre – her vil vi gå ind og kigge på resultater – lærer børnene noget, så virker skolen! For bestyrelser må det altså være resultaterne der er afgørende for om ”det virker” og ikke antallet af siddende kvinder.

Kvinder er kvinder værst

Ja, måske er det bare mig og nej, det er bestemt ikke ok, men ikke desto mindre – Jeg er ikke overbevist om at de kvinder der er i de norske bestyrelser er fagligt kvalificeret!

Måske er de bare valgt som fyld? Måske har man bevidst fundet nogen som ”bare kunne placeres” og så har man kunnet skabe en mere effektiv bestyrelse fordi det ofte er nemmere at få beslutninger igennem, hvis der kun er lille aktiv gruppe.

Jeg hader den tvivl. Jeg hader at tænke sådan om andre mennesker og allermest, jeg hader tanken om at min datter risikerer at blive udsat for en tilsvarende tvivl, hvis vi reelt får et lovkrav om kønskvoter.

Hvordan er det på nogen måde gavnligt for ligestillingen at skabe grobund for tvivl om kvalifikationer? For mig at se er det et tilbageskridt. Hvornår begynder vi at forstå at ligestilling handler om at skabe tillid til hinanden. Jep – det lyder 60’er-agtigt, men hvis vi vil reel ligestilling, så tror jeg vi skal satse på at skabe tiltro, ikke mistro!

Skaber loven selvtillid eller mistillid?

Jeg er ikke sikker på hvad det er der er så særligt ved kvinder at de har en speciel ret til bestyrelsesposter. Jeg er enig i at der er forskel på kvinder og mænd – og tak for det. Jeg er også enig i at vi generelt i vores samfund bør have fokus på repræsentative sammensætninger, da der ofte kan give bedre synergieffekter.

På mit arbejde har vi særlig fokus på at ansætte personer med handicap, da de er rollemodeller for vores elever på en anden måde en ”den gængse pædagog”. Jeg er helt overbevist om at det har en effekt at vi har forskellige tilgange, livssyn, politiske holdninger, fysiske udfordringer osv. for vores daglige arbejde.

Vores elever ved at de handicappede vi har ansat, de er der fordi de er kvalificeret og ikke fordi loven siger det. Det giver dem en tro på at de også kan skabe deres eget liv. Ikke et liv hvor de er en procent i en lov, men et liv hvor de kan vise deres værd uden mistillid til om det nu bare er en ”god gerning”.