Design og kommunikation, der begejstrer?

20 03 2010
  • BegejstretBegejstring
  • Sammenhold
  • Engagement
  • Samarbejde
  • Involvering
  • Medejerskab
  • Fællesskab

Flotte ord, der alle har været brugt flittigt på dagens HB-møde.

Et HB-møde, hvor jeg havde sørget for at have mit blodsukker i top! Men jeg blev så paf, over udtalelser fra vores kommunikationsansvarlige at jeg fuldstændig mistede fodfæstet. Jeg havde ellers skrevet noget pænt fornuftigt på mit papir.

Der hvor plakaten – undskyld klappen – faldt ned for mit vedkommende var, da det nye design skulle præsenteres og der blev sagt at vi ikke skulle underkende at ”lækkerheden” også havde effekt, og at den bedste kontrast jo var sort/hvid = kedelig og grim (jeg anerkender, at det ikke blev sagt direkte, men det var ualmindelig svært at tolke det som andet end at vi ikke kunne være tilgængelige med mindre vi var sort/hvide, kedelige og grimme).

Jeg er helt enig i, at vi skal være lækre. Men voldsomt uenig i at det ikke kan kombineres med tilgængelighed. Det virker mest af alt som om der var brug for en undskyldning for ikke at skulle lytte på indvendinger – hvilket minder mig om denne stribe:
Dilbert lancerer ny IT-sytrategi

Og sjovere blev det da det efterfølgende blev påstået, at det er praktisk umuligt at lave hjemmesider tilgængelige! Da jeg påpegede to ret kendte hjemmesider, der var ret godt tilgængelig, så blev økonomi-kortet smidt. Jeg har ikke på samme måde som parti-ledelsen mulighed for at gå op på talerstolen og rette hvis der siges noget forkert, så desværre fik denne afslutning lov til at blive stående uimodsagt. Men det er altså IKKE korrekt at man ikke kan lave hjemmesider tilgængelige uden at være millionær. WordPress, som faktisk er et gratis blogging-system, er ret godt tilgængeligt og der er mange design-muligheder. Så det handler altså ikke kun om midler, men om vilje. Og den ser desværre ikke ud til at være tilstede.

Jeg synes det er ret trist, da DRV jo faktisk har været et af de partier, der har kæmpet mest for at Danmark skulle ratificere FN’s handicapkonvention. Men det er måske fint nok at prædike et og gøre noget andet? Morale er godt – dobbeltmorale er dobbelt så godt.

Hvis vi seriøst mener, at de tilgængelighedskrav, der stilles til offentlig kommunikation ikke i praksis er mulige at leve op til, hvorfor har vi så arbejdet politisk for det?
Nå, men for at vende tilbage til det jeg egentlig ville have sagt vedr. vores nye design [inden min hjerneblødning blev fremkaldt]:

Mit første indtryk: Wauw – dejlige, glade farver – det virker positivt.

Mit andet indtryk: Hm… Lidt for mange farver – mangler en ”Rød tråd”. Jeg er helt enig i at det er meget moderne og effektivt på mange områder at farveinddele efter emner – men det er ikke altid praktisk. Jeg har selv brugt det mange steder i mit arbejde (bruger det stadig i forhold til webarbejde, da det er en god måde at lave brugervenlighed på, hvis det bruges fornuftigt), men ville aldrig vælge at bruge det på plakater, da det er yderst sjældent at man kan hænge nok plakater op til at de kan skabe forståelse for farve-emnerne.

Mit tredje indtryk: Tjah, der er da grundlag for at kaldes os de radikale halvaber, hvis vi skal halveres, men det kan jeg leve med for det handler jo om at skabe en fælles profil og så handler det mindre om hvorvidt man synes det er kønt. Derfor vil jeg ikke fravælge et design pga. af smag og æstetik, men alene pga. anvendelighed.

Mit fjerde indtryk: SHIT! De har ikke gidet læse det jeg har sendt vedr. tilgængelighed. Kontrasterne er til rotterne og skriftstørrelsen er for lille. Når jeg til dagligt på arbejdet fortæller op og ned om at vi skal være tilgængelige, så vil jeg jo miste al troværdighed, hvis jeg bruger det design. Pis – endnu en dyr valgkamp, fordi jeg skal betale for egne plakater igen. Og pis, fordi jeg endnu engang vil gøre Margrethe og Klaus sure over at jeg ikke bakker op om en fælles linje, som jeg jo havde sagt jeg ville (jeg havde dog også sagt under forudsætning af at den var tilgængelig).

Og så kan det godt være at de andre partier ikke er mere tilgængelige end os, men det er vel ikke et OK argument for at vi skal undlade at gå forrest?

Dåser med snor imellem (intern kommunikation)Nå, men til næste punkt er jeg lidt mere afbalanceret da jeg er på talerstolen – i hvert tilfælde indtil Margrethe Vestager hyler mig ud af den ved at sidde og ryste surt på hovedet af mig.

Punktet handler om ”intern kommunikation” – et punkt jeg fuldt ud kan forstå og støtte op om at vi skal tage op. Specielt efter at det er blevet besluttet at flytte rigtig mange af vores midler fra den interne kommunikation til den eksterne kommunikation (hvem var det der sagde at vælgere er vigtigere end medlemmer).

Jeg læser med stor interesse dokumentet, som indeholder rigtigt mange flotte ord fra den indledende liste – specielt går begejstring igen mange gange.

Og jeg er da begejstret for at vi tager emnet op, men så forsvinder begejstringen desværre også. Kun 1/3-del af dokumentet handler om intern kommunikation – resten handler om at begejstringen på de indre linjer kommer gennem ekstern kommunikation, bl.a. annoncer.

Hvis begejstringen skal skabe engagement, så kræver det at medlemmerne føler medejerskab og det kræver involvering – ikke kun skin-høringer (de skaber i stedet frustration), men reel involvering.

Jeg håber meget, at forretningsudvalget vil sætte lidt mere fokus på hvordan vi gennem den interne kommunikation kan skabe en følelse, der gør at vi har lyst til at engagere os, føler medejerskab for partiets udmeldelser og generelt er begejstrede radikale. Og ikke som der står i udspillet føler at vi skal ”forsvare partiets politik”. Lad os dog komme derhen hvor det ikke er en forsvarstale, men en begejstret salgstale vi holder.

Egentlig burde jeg her komme med positive eksempler på hvordan god ekstern og intern kommunikation burde være, men desværre falder det mig lige nu meget lettere at finde to eksempler på hvordan jeg mener vi IKKE bør kommunikere. 

Jeg bliver ikke begejstret når jeg ser hvordan kommunikationen af vores roadpricingudspil er – faktisk synes jeg det er nedladende (og med til at styrke vores ry om at være højrøvede og elitære) at lave eksempler på konsekvenser af udspillet, der alene bygger på at man kan anskaffe en ny bil. Det er i min verden grim manipulation og bør aldrig være radikal stil. Lad os dog være ærlige – vores udspil har negative konsekvenser for nogle familier. Det er ikke populært, men jeg vil langt hellere en ærlig og ligefrem kommunikation, end prøve at feje ting ind under gulvtæppet og sælge populistiske budskaber, der ikke holder vand i praksis.

Jeg er heller ikke begejstret for den måde medlemmerne er blevet orienteret om ændringerne i antal årlige udgivelser af Radikal Politik (er det overhovedet kommunikeret ud til medlemmerne?).

To eksempler, jeg håber, illustrerer hvordan man ikke skal gøre!

Nå, ja – det tredje eksempel på elendig kommunikation er mig selv første gang på talerstolen i dag… Jeg er bare ikke så god til at tackle når nogen udtaler sig mod bedre vidende – eller burde have vidst bedre.

Reklamer




Mine kommentarer til dagens hovedbestyrelsesmøde

21 11 2009

Så er 1. hovedbestyrelsesmøde efter valget overstået. Et møde der samtidig var 2. møde med ny formand. En formand, der tilsyneladende ikke har en politisk holdning. I hvert tilfælde ikke en han deler med sine medlemmer. Nu har der selvfølgelig kun været de to møder, så der er stadig tid til udvikling, hvilket jeg bestemt håber at komme til at se, for ellers tror jeg vi skal se frem til afvikling. Men Klaus skal have ros for, at selvom han ikke selv er godt til at tage et initiativ, så kan han godt reagere på andres. Så hermed en opfordring til en politisk reaktion 😉

En stor del af debatten i dag handlede selvfølgelig om valget. Og jeg tror det vigtigste var at alle fik lidt luft for egne synspunkter og holdninger til resultatet. Nu håber jeg så at der også bliver plads til en mere struktureret evaluering, som måske kan bruges mere fremadrettet. Derfor vil jeg håber at alle der har en kommentar til hvad der har været godt, hvad der har været skidt, hvad der kan være anderledes, hvad der ikke kan være anderledes osv. skriver det ned og sender ind til sekretariatet (som jeg så håber vil samle det sammen og sende retur samlet).

Min egen kommentar i dag var at jeg synes vi har kørt en fin valgkamp, men i Region Sjælland har det ikke haft nogen betydning, da folk stemmer lokalt på trods af eller netop på grund af at det er et regionsvalg. Samtidig tvivler jeg på det flytter mange stemmer at vores MF’ere er med ude, men det batter altså på den mentale konto, så derfor en tak til dem der har gået aktivt ind i valgkampen. Især synes jeg Anne Marie har gjort det smukt ved netop at deltage i valgkampen med emner der havde relevans for valget – det fortjener stor ros.

Der blev snakket en del om KBH’s konstituering – min kommentar hertil er at jeg ikke ønsker at være med i et parti, der arbejder på at udelukke andre. Jeg har intet grundlag for at udtale mig for eller imod konstitueringen, da jeg ikke har været med i lokalet. Men at vi skal profilere os på at lægge afstand til bestemte partier/personer ønsker jeg ikke. Lad os i stedet profilere os på vores politik og være det parti der lægger vægt på det brede samarbejde, der hvor det er muligt.

Sagen i midtjylland skabte en smule debat om hvorvidt vi skal kunne eksludere medlemmer. Politisk arbejder vi for øget kommunalt selvstyre – lad os starte med at være det gode eksempel internt. Kammeratlige samtaler osv. er ok, men ekskludering er lidt for topstyre-agtigt for min smag.

Plakater var selvfølgelig også et emne. Og det er da et problem at vi ikke har et ensartet udtryk. Men så længe at der ikke er noget bedre for centralt hold, så nej tak (og det er jo ikke ligefrem nyt at vi kandidater ikke er glade for den). Derudover så håber jeg at selvom der kommer et bedre bud fra centralt hold, at vi stadig kan have lov at lave vores egne. Men hvis en plakat er designet godt er jeg også sikker på at flere vil bruge den. Så til sekretariat og Margrethe – lad være at beklag jer over vores egenrådighed – lav istedet noget bedre (og husk medlemsinddragelsen). Jeg vil langt hellere rose alle de fantastisk kreative idéer. Hvor er det dejligt med medlemmer der kan tage et initiativ 😉

Et andet punkt på dagsordenen var drøftelse af road pricing-udspil. Formanden for miljøudvalget fremlagde sekretariatets udspil – selvom de jo egentlig ikke har været en (særlig stor) del af processen bag. Det kan undre en smule, men tror det var meget korrekt set af dem, der bad Tyge om at han fremlagde det, da det kan virke som en baglands-blåstempling.

Udspillet lyder at alle og enhver skal betale en krone ekstra pr. kørt kilometer. For ikke at lave total slagside, vil der så blive et lidt forhøjet kørselsfradrag til dem der bor i udkanterne eller dem som kører ekstra langt. Jeg synes ikke det er et godt forslag. Jeg synes, at vi burde kigge på lastbilerne, fokusere mere på offentlig transport og evt. en omlægning (ikke en afskaffelse) af befordringsfradraget (det foreslog jeg også på det møde der blev holdt inde på Christiansborg, men jeg kan ikke rigtig se, at nogle af de forslag der blev fremført derinde er tænkt med). Jeg har også foreslået at vi venter til der er en bedre teknologisk løsning! Men der er åbenbart vigtigere at komme ud med noget (og endnu vigtigere at komme ud med det inden regeringen) end at komme ud med noget der er fornuftigt 😦

Det sidste jeg her vil kommentere er manglen på medlemsinddragelse. Jeg har igen og igen og igen anmodet om at vi offentliggør hovedbestyrelsens mødedatoer, dagsordner og referater til medlemmerne. Ja, vi har faktisk fået det vedtaget i hovedbestyrelsen. Hvis de bliver offentligjort internt, så er det i hvert tilfælde ikke annonceret hvor og så kan medlemmerne jo ikke vide at de har mulighed for at følge vores arbejde. Jeg har slet ikke ord for hvor kritisabelt jeg synes det er. Sker der ikke snart noget synes jeg måske man burde begynde at placere et ansvar. Nu har det trukket ud i over et år – hvor længe vil vi acceptere at hovedbestyrelsesbeslutninger (og involvering af vores medlemmer) bare syltes?

På falderebet vil jeg lige komme med dagens gode nyhed – endelig bliver hovedbestyrelsen taget seriøst nok til at vi får et weekendmøde. Det har vi brug for.





Dagens hovedbestyrelsesmøde

3 10 2009

I dag har stået på hovedbestyrelsesmøde i Nyborg. Et møde hvor optimismen fra Landsmødet stadig kan mærkes.

Dermed menes ikke at vi bare synes alt er rosenrødt, men vi har en retning, vi ved hvor vi skal tage fat og vi ved hvad vi mener og vil. Og vi står sammen. Det er dejligt.

Det er første møde med vores nye landsformand Klaus Frandsen og  nu er der også blevet valgt et “nyt” forretningsudvalg og nye medlemmer til Lange lys-gruppen. Jeg tror vi har fået nogle rigtig gode folk valgt og er glad for den interesse der er for at deltage i arbejdet.

Og så er det vidunderligt at der er så stor fokus på kommunal- og regionalvalget – også fra ledelse og MF’ere. Det skal nok gå godt 🙂