Grundlovstale 2009 – på Danmarks sydligste Grundlovsmøde ved Sydstenen

5 06 2009

[Youtube=http://www.youtube.com/watch?v=9-ej8PeAero]

I dag er dagen hvor vi fejrer vores demokrati og vores frihedsrettigheder. Vi har frihed til at sige, hvad vi vil. Vi har frihed til at organisere os, som vi vil, vi har pressefrihed og vi har forsamlingsfrihed.

Og denne dag hvert år står politikere rundt i hele landet og med stolthed holder taler om vores demokrati, om vores frihed, som regel krydret med aktuelle skrækeksempler på at disse rettigheder skal forsvares hver dag – eksempelvis har tørklæder, der sidste år var et stort tema – jeg undres stadig over at tørklæder kan være et skrækeksempel.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er trusler mod disse rettigheder – ikke kun i Danmark, men på verdensplan.

Jeg har dog valgt at bruge min taletid i dag på en rigtig god historie, som jeg synes har fået lidt for lidt spalteplads i medierne. En historie om hvordan Danmark nu har forpligtet sig til at sikre lige muligheder for at personer med handicap kan deltage i vores samfund på lige fod med alle andre.

– i dag vil jeg med stolthed  holde tale om at vi d. 28. maj kom vi et godt stykke tættere på at have lighed. En lighed, der er medvirkende til at handicappede nu  er langt bedre stillet når det handler om at udnytte deres frihedsrettigheder. En lighed, som vil gøre handicappede til en del af fællesskabet.

D. 28. maj ratificerede Danmark FN’s handicapkonvention.

Grundlovsdag1

Handicapspørgsmål blev tidligere i vidt omfang set som vel­gørenhed båret af medfølelse og omsorg og som et rent socialt anliggende, der drejede sig om forsorg. Men efter 1981, det internationale handicapår, blev gjort klart, at det drejer sig om ligestilling og integration.

Handicapkonventionen er ikke kommet nemt til verden. Siden slutningen af 80’erne har forskellige lande verden rundt, forsøgt at samle opbakning til en fælles konvention.

Den 13. December 2006 var der endelig en tekst FN’s generalforsamling kunne vedtage.

Nu, yderligere to ½ år senere, har Danmark, dog som et af de sidste lande ratificeret denne.

Handicapkonventionen cementerer et såkaldt paradigmeskifte i handicappolitikken: Handicappolitik handler ikke længere om god vilje men derimod om rettigheder, lige muligheder og ikke-diskrimination. Den fastslår, at alle menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap.

I hverdagen tænker vi at det nok ikke er det store problem, men for dem som i dag rammes af diskrimination er det.

Mange af jer der er tilstede i dag er politisk aktive – tænk hvis I blev forhindret i at deltage i det politiske liv pga. et handicap!

Jeg har en døv veninde, der er aktiv i enhedslisten, eller i hvert tilfælde gerne ville være det. Hun har brug for tolk for at deltage i møderne. Sidst hun søgte om at få tolk med til landsmødet, fik hun bevilliget tolk halvdelen af tiden – og skulle derfor vælge mellem at deltage i den politiske debat eller de politiske afstemninger. Hun var faktisk heldig. Mange får afslag! Eksempelvis i fredags til en begravelse sad en døv pige til sin bedstefars begravelse – uden tolk.

Generelt set diskrimineres handicappede dagligt når det gælder adgang til kulturarrangementer, adgang til tilgængelige undervisningsmaterialer, e-blanketter og diverse selvbetjeningsløsninger i det offentlige.

Med ratificeringen håber og tror jeg at disse daglige diskriminationer bliver færrere.

Ifølge konventionens artikel 19 anerkender deltagerstaterne, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet.

Handicapkonventionen giver ikke mennesker med handicap nye rettigheder. Den præciserer derimod, hvordan staterne skal sikre de eksisterende grundlæggende menneskerettigheder, når det handler om mennesker med handicap. Konventionen er derfor et vigtigt instrument, når man skal beskrive, hvordan de enkelte sektorer, kommune, region og stat, skal forhindre, at mennesker med handicap ikke bliver diskrimineret, og at deres rettigheder respekteres. Ratificeringen var første store skridt – nu foreligger der et stort arbejde med at få implementeret den.

Til konventionen hører også en tillægsprotokol, som er frivillig for landene at underskrive. Den giver mulighed for at klage til den internationale overvågningskomite.

Jeg ved at de partier, der i fællesskab har arrangeret dette Grundlovsmøde – også i fællesskab har kæmpet for at Danmark skulle undeskrive tillægsprotokollen, men desværre frygtede VKO, hvad det ville have af konsekvenser for Staten. Jeg tænker på hvad det kan have af konsekvenser for de handicappede.

Det havde selvfølgelig været en endnu bedre historie, hvis Danmark havde bakket konventionen op med denne klagemulighed. Men jeg er dog stadig glad og stolt over at Danmark nu har forpligtet sig til at sikre lige muligheder for at personer med handicap kan deltage i vores samfund på lige fod med alle andre.

GRundlovsdag2

På søndag skal vi til stemmeurnerne. Det ene kryds handler om ligestilling i kongehuset. I øjeblikket er der en heftig debat om denne afstemning, og jeg vil ikke her anbefale et ja, et nej eller en blank stemme – jeg vil, uanset udfaldet af søndagens afstemning, håbe og kæmpe for at vi kan få en debat om Gundloven. For selvom den sikre os frihed og demokratiske rettigheder, så kan den godt blive bedre.

Hvilket signal ville det ikke være hvis vores Grundlov også sikrede menneskerettighederne?!

Fortsat god Grundlovsdag!

Reklamer




Konference om menneskehandel og prostitution

30 10 2008

Har i dag været til en god konference.

Nu har jeg i et år været aktiv debattør vedr. prostitution og menneskehandel – to emner jeg mener har meget forskellige udgangspunkter.

Uanset at jeg nok var uenig med størstedelen af dagens oplægsholdere/paneldebatdeltagere vedr. hvilke metoder vi skal gribe til for en bekæmpelse af trafficking (vi var nemlig ikke overraskende enige om, at der jo skal gøres noget), så var det vidunderligt at emnet faktisk blev behandlet rimelig seriøst.

Der skal lyde en tak til konferencier, arrangører, debattører m.fl. for at det ikke, som den første konference (april 2008) endte med usmagelig og usaglig mudderkastning. Og det var meget glædeligt at SIO faktisk havde taletid (selvom det betød at programmet skulle ændres).

 

Kort fortalt så var emnet for dagens konference ”Menneskehandel og prostitution”.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs åbnede konferencen med ord som at det også handler om at sætte ind mod fattigdom, hvis vi skal gøre en indsats mod menneskehandel. Gid Regeringen dog ville sætte handling bag ordene og f.eks. hæve udviklingsbistanden.

 

Derefter fulgte korte oplæg fra forskellige. Nell Rasmussen (Servicestyrelsen) startede. Hun talte denne gang mest om lovgivning, men i pausen snakkede vi kort om det uheldige og problematiske i at Servicestyrelsen bør være en instans som prostituerede har tillid til, da de jo står for en del af de sociale tilbud, men at kampagner som ”Hvem betaler prisen” jo laver et hul i dette tillidsforhold, ved at opstille et billede de færreste prostituerede kan genkende sig selv i.

 

Birgit Petersson, psykiater og lektor, havde et indlæg om og seksualitet og aggression, men talte i stedet om kønsstereotyper – hun tegnede det traditionelle billede af den testosteron-fyldte mand med hår på brystet (og manglende potens) overfor den stakkels undertrykte kvinde. Og hvordan nutidens unge spejlede sig i sådanne billeder. Det hverken tror eller håber jeg, men hvis det er bevist må jeg jo bøje mig. Kan dog glæde mig ved at de unge mennesker (gud hvor lyder jeg gammel) jeg kender, udviser langt større intelligens end hun tillagde dem.

 

Herefter gik jeg desværre glip af en stor del (arbejde) af Charlotte Matthews indlæg om hvad der vides om kvinders (ofrenes) sundhedstilstand. Jeg nåede kun at få med at hun, på baggrund af noter fra Reden havde skrevet speciale om ca. 16-17 ofre for menneskehandel. Ikke overraskende de det vist ret skidt.

 

Dorrit Otzen fra Reden var desværre syg.

 

Sidste formiddagsindlæg var fra Sus, Formand for SIO, der meget humoristisk satte spørgsmålstegn ved hvor meget antallet af prostituerede var steget – hum mente jo ikke det kunne være eksploderet, fordi hun havde da ikke indtryk af at hun repræsenterede en brancheforening i fremgang, hvilket jo normalt er positivt. Hun påpegede at den sammenligning af tallene fra reelt set svarede til at sammenligne bananer med bluser (mine ord) – det er ikke sammenlignelige tal. Det er forskellige ting der er undersøgt – den ene undersøgelse handlede om hvor mange prostituerede, der var på arbejde en almindelig hverdag, mens den anden undersøgte hvor mange prostituerede der er i Danmark.

 

Sus fortsatte med en kritik af Servicestyrelsen og kampagnen ”Hvem betaler prisen” og påpegede hvordan debatten herhjemme er videnstømt. Desuden gjorde hun opmærksom på at det værste ved at arbejde som sexarbejder var stigmatiseringen.

 

Efter frokosten var der paneldebat. Jeg sad i panelet med Britta Thomsen (MEP – S), Louise Feilberg Levy (EP-Kandidat – V), Line Barfod (MF – ENH) og Yildiz Akdogan (MF – S).

Og vi fik alle 6-8 minutter til at indlede – du kan se min indledning her:

 

 

Jeg synes selve debatten gik godt – havde regnet med at den havde handlet mere om prostitution som var en del af konferencetitlen, men til min positive overraskelse blev det virkelig forsøgt ikke at blande emnerne sammen.

 

Konferencen blev afsluttet med oplæg fra Jan Høst Schmidt, Repræsentationschef ved EU-kommissionen og Bent Isager-Nielsen, politiinspektør ved Vestegnens politi. Bent Isager-Nielsen var meget fornuftig og nuanceret, for I lejlighed til en dag at høre ham, så udnyt den, Vil dog påpege at jeg ikke var 100% enig i alle hans udtalelser, men det gav stof til eftertanke.

 

Afslutningsvis vil jeg sige at det er en dejlig fornemmelse at opleve at der faktisk er sket en holdningsændring – prostituerede har nu en anerkendt mening og det er virkelig et positivt skridt for den videre debat.





12. juni 2007 – Ringsted

12 02 2008

Oprettet af Linda 2007-06-16 00:03
Hvert år fødes 400 børn med hjerneskader, abstinenser og misdannelser på grund af deres mors misbrug under graviditeten, 3.000 børn fødes årligt ind i familier, der bl.a. er belastet af misbrug eller psykisk sygdom, 30.000 børn lever som fattige, mange bliver fejlernæret, kan ikke deltage i fritidsarrangementer sammen med deres venner og familien kan ikke hjælpe med lektielæsning.

Det kan jeg ikke acceptere!

Langt de fleste forældre er gode forældre. Eller også kan de blive det. Men der er bestemt også forældre hvis forældreevne er så ringe. At de ikke skal være sammen med deres børn. Og hvor det er samfundets opgave at beskytte børnene – i nogle tilfælde mod deres egne forældre.

Er vi gode nok i Danmark til at beskytte udsatte børn? Jeg mener svaret er nej. Der er børn, der burde blive anbragt uden for hjemmet, men ikke anbringes på grund af forkerte prioriteringer i den kommunale sagsbehandling. Og vores lovgivning er forældet. Den sætter stadig ikke barnets behov øverst. Den forebyggende indsats er mangelfuld og mange steder tilfældig.

Jeg vil ikke acceptere at vi kan risikere at opleve en ny Tøndersag, jeg vil ikke acceptere at forældres uenigheder vægter højere end barnets tarv, jeg vil ikke acceptere at vi undskylder os med sagsbehandlerne har for travlt og at opdragelsen høre til i hjemmet. Samfundet har et ansvar og derfor er det vigtigt at vi fortsat kæmper for at få gennemført vores politiske program ”Børn for alt i verden” som blev lanceret for snart et år siden og at vi får gennemført tillidsreformen, så sagsbehandlerne kan begynde at arbejde med mennesker igen.

Jeg kan desuden lige supplere med at jeg ved folketingsgruppen kraftigt overvejer at fremhæve dette udspil i vores valgkamp. Og også tillidsreformen forventes at blive videreført.

Sagsbehandlerne sidder lige nu og skal administrere Claus Hjorts påhit 300-timers-reglen. Bare tanken om den får hårene på mine arme til at rejse sig! For dem der ikke ved hvad det går ud på kan jeg kort fortælle at ægtepar på kontanthjælp skal begge have haft mindst 150 timers ordinært arbejde det sidste år (jobtræning, efteruddannelse, kurser, job med løntilskud etc. gælder ikke – det skal være ordinært). Hvis ikke de har det, så skærer man den ene kontanthjælp væk.

Elisabeth Geday har fortalt mig at de mennesker der er i risikogruppen her hovedsagligt er indvandrefamilier, der i gennemsnit har 3 børn.

Hvad er bedst? At hjælpe folk med at få et arbejde eller overlade dem til sig selv? For mig er det ikke noget svært valg. Ikke desto mindre risikere tusindvis af ledige at blive presset ud i fattigdom og isolation, hvis ikke de har kunnet leve op til regeringens 300-timers-regel. Når halvdelen af familiens indtægt falder bort, så vil nogle familier ikke kunne betale deres husleje. I stedet for at skabe resultater på arbejdsmarkedet skaber regeringen fattigdom!

Men det er mindst lige så problematisk, at de ledige fra samme dato ryger ud af kommunens beskæftigelsestilbud. For mange eneste mulighed for at komme i job. Ude af kontanthjælpssystemet betyder nemlig ude af kommunernes beskæftigelsesindsats.

Vi har netop nu en enestående mulighed for at udnytte den stærke samfundsøkonomi og lave arbejdsløshed til at hjælpe den gruppe mennesker, der hænger fast i kontanthjælpssystemet. Men det vil regeringen ikke. I stedet fjerner man adskillige familiers forsørgelsesgrundlag. Det er forkert. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

I Ringsted (54) og Sorø (14) Kommune er 68 ægtepar i farezonen, på landsplan er tallet 14.770. Ryger de ud er det slut med mentorordninger. Slut med løntilskud. Slut med jobtræning og aktivering.

Ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – ja!

Ret og pligt fortsat er det bærende princip i beskæftigelsespolitikken – ja!

Men det skal efterleves med både anstændighed og rimelighed!

Der er faktisk mange andre veje end Claus Hjorts til at få de svageste kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Det, der foregår nu, er både fantasiløst, kynisk og uden reel effekt.

Vi i det radikale venstre ved at gulerod ofte virker bedre end pisk.

Men Claus hjort er ikke den eneste der ikke går ind for gulerødder. Også Bertel Haarder hælder mere til pisken. Han er nu skuffet over at gymnasiereformen ikke har haft den tilsigtede virkning og derfor skal udvalgte gymnasiefag nu være obligatoriske. Det giver helt sikkert motiverede engagerede elever!

I Kalundborg har det været et projekt der hed Science Team K. Dette projekt har kørt på tværs af folkeskole og gymnasium med det formål at øge elevernes interesse for de naturfaglige fag. Det har været et rigtig gulerodsprojekt, som har haft en super og synlig effekt på tilvalg af de naturfaglige fag på Kalundborg Gymnasium.

Og for at blive ved gulerødderne – nu er jeg ved at nå slutningen – så vil jeg her til sidst at nævne (som I også har kunnet læse i forrige nummer af Radikal Politik) at Charlotte Fischer har sat gang i en spændende debat ”Sund+”, hvor vi bliver bedt om at komme med vores bud på hvordan vi skal prioritere sundhedsforebyggelsen. Jeg synes det er super dejligt, at der nu er lagt op til debat herom, men jeg har én indvending. Jeg vil have det ekstremt dårligt hvis vi går til valgkamp og melder ud at vi ”måske” vil indføre brugerbetaling hos de alment praktiserende læger. Jeg vil meget gerne debattere prioritering og brugerbetaling i sundhedssystemet, men lige præcis hos de alment praktiserende læger mener jeg vi bør tænke os rigtig grundigt om, specielt hvis vi samtidig siger at vi ønsker at være et parti der går ind for forebyggelse.





Tale til Ringsted Sommerfest 2007

12 02 2008

Oprettet af Linda 2007-08-19 22:36

Blog Image

Jeg har valgt tre hovedområder, jeg vil fører valgkamp på:

Sundhed-, økonomi- og socialpolitik.

Inden for sundhedspolitik vil jeg fokusere på at vi skal blive bedre til at tænke langsigtet og få skabt et sundhedsvæsen i topklasse.

Inden for økonomipolitik vil jeg sætte lidt fokus på den grønne skattereform.

Og inden for socialpolitik er det tillidsreformen der er mit kernepunkt.

I dag vil jeg så komme med et kort oplæg om tillidsreformen og hvorfor den er så vigtig.

Alle plejehjem skal have tre tilsyn om året (ca. 1100) og efter hvert besøg skal der udarbejdes en tilsynsrapport som sendes i høring hos ældrerådet og bruger- og pårørenderådet. I alt skal der altså udarbejdes mere end 3.000 rapporter

Hjemmesygeplejersken skal udover patientjournaler afgive en skematisk indberetning om sit arbejde til kommunen (Sundhedsstyrelsen har centralt udarbejdet særlige retningslinier for denne indberetning). På baggrund heraf skal kommunen udarbejde en yderligere beretning som indsendes til sundhedsstyrelsen

I folkeskolen skal der føres detaljerede fraværslister dagligt. Disse indsendes ved hver anden måneds begyndelse til de kommunale skolemyndigheder. (og her ender de nok bare i et ringbind…)

Lærerne skal udarbejde både elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan til hver enkelt elev. Dette er en meget stor skriftlig byrde for den enkelte skolelærer, som tager enormt meget tid fra den egentlige undervisningstid. Udarbejdelsen af tre ”planer” kan hurtigt blive noget der bare skal overstås, og en ”procedure” der bare følges uden at skelne til den enkelte elevs behov. Endvidere kan de tre planer virke forvirrende og meget at forholde sig til

En stikprøveundersøgelse har vist, at en socialrådgiver på beskæftigelses-området i gennemsnit bruger 11 minutter i timen på at tale med borgere, enten i telefonen eller ansigt til ansigt. De resterende del af arbejdstiden bruges på administrative opgaver, møder osv. Med andre ord kun 18 procent af en arbejdsdag bruges på borgerkontakt. Det går især ud over de svageste ledige længst væk fra arbejdsmarkedet, som har behov for en tættere kontakt og vejledning fra kommunen

Jeg ønsker en tillidsreform af de kommunale institutioner, der løser vores velfærdsopgaver, så samfundet får en langt bedre udnyttelse af de menneskelige ressourcer i vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger, jobcentre, skoler og plejehjem.

Jeg er modstander af standardiserede regler for de ydelser, kommunerne leverer. Jeg tror på lokale løsninger, så tæt på borgerne som muligt.

Vi bør have

· tillid til, at kommunalbestyrelsen kan opstille de rigtige rammer for institutionernes arbejde

· tillid til at medarbejdernes faglighed og kompetencer gør regler og bureaukratiske rutiner overflødige

· tillid til at borgerne kan formulere de krav og ønsker de har til institutionernes arbejde

Udover at vi ser en stigning i sygemeldinger på grund af stress, så står vi også overfor mangel på arbejdskraft. Vi er nød til at tænke fremad – tænke på hvordan vi kan sikre at vi har folk der ønsker at arbejde i det offentlige. Vi har set en masse strejker i år, vi kan se faldende ansøgere til uddannelse som lærere, vi har mangel på sygeplejesker, mere end 200.000 offentlig ansatte går på pension de næste par år. Vi skal have det gjort attraktivt igen at være offentlig ansat.

Jeg vil have mere fleksibilitet for lærere og pædagoger, så de får mere tid til at undervise og tage sig af børnene.

Jeg vil gerne give ekstra penge til hjemmehjælpere og sygeplejersker – jeg er imponeret over det arbejde de går. Og imponeret over at de gør det til den løn!

Men vigtigst af alt, så vil jeg gerne have skabt en generel tillid til at det er gode jobs der er i det offentlige og at det er et fornemt ansvar som man bliver respekteret for hvis man er offentlig ansat.

Nu er kommunerne blevet større. Hvis det skal give nogen mening, så skal det kommunale selvstyre også genskabes. Der skal nye spilleregler til, så der er frihed til at udvikle løsningerne, så de bliver individuelle. Det er opgaver, der ikke bare kan standardiseres, fordi løsningerne er afhængige af den konkrete borger, det konkrete barn, den konkrete elev og vil variere fra situation til situation.

Vi skal have glæden tilbage i den offentlige sektor.

Vi skal have tilliden, ansvaret og fagligheden tilbage til medarbejderne.

Vi skal have engagementet, indflydelsen og tilfredsheden tilbage til borgerne.





Tale ved verdensdemonstration for anerkendelse af tegnsprog d. 29. september 2007

12 02 2008

Oprettet af Linda 2007-09-29 21:57

– Forestil jer at være til jobsamtale, men at I ikke kan blive forstået

– Forestil jer at I ikke kan deltage i arrangementer, der var arrangeret inden for den sidste uge

– Forestil jer at blive kaldt på sygehuset, fordi din mor er faldet om og du ikke kan forstå hvad lægen siger

For mange af jer, der står her i dag er det tilfældet. For jer andre kan jeg oplyse, at det for 5000 tegnsprogsbrugere er hverdag.

Hvis der er nogen her i dag som ikke kender meget til tegnsprog, så kan jeg oplyse at det er et fuldstændigt sprog med egen syntaks, grammatik og tegnforråd. Tegnsprog er ikke internationalt – der findes ligeså mange tegnsprog, som der findes talesprog. Men uanset hvilket tegnsprog vi taler om, så er det døves modersmål.

Elsebeth Gerner Nielsen har engang udtalt

”På et fremmedsprog kan vi kun udtrykke det, vi kan, mens vi på modersmålet kan udtrykke det, vi vil. Derfor er det så vigtigt, at alle får de bedst tænkelige muligheder for at tilegne sig et fuldt udfoldet modersmål”.

Herhjemme har vi de sidste par år debatteret sprog rigtig meget. Vi har debatteret modersmålsundervisning til indvandrere, vi har snakket om engelsk som officielt 2. sprog. Og i onsdags var det oven i købet Europæisk sprogdag. Der er meget fokus på sprog.

Også tegnsprog er blevet debatteret rigtig meget. Bør man bruge tegnsprog til CI-operede eller ej? Min egen personlige holdning er, at vi skal give alle mulighed for at have minimum et fuldt sprog – et modersmål. Og alle undersøgelser viser, at hvis man kan et sprog rigtig godt, så er det også nemmere at lære andre sprog.

Det er vigtigt, at der fortsat er mulighed for at få undervisning på tegnsprog og vi skal arbejde for at eksamener og test også kommer til at foregå på tegnsprog. Det er ikke teknikken, der mangler – det er viljen.

Jeg indrømmer, at jeg har glemt det meste min latinlærer på gymnasiet fortalte mig, men en ting har han dog formået at få printet fast: ”Sprog er en levende organisme!” Bare se hvordan dansk er blevet påvirket af engelsk de sidste par år – vi har fået nye ord som beachvolley, roadpricing og anti-doping.

Også tegnsprog er i konstant forandring. Derfor er det vigtigt at vi får mulighed for undervisning i tegnsprog. En ting er at få undervisning sit eget sprog, noget andet er at få undervisning i sit eget sprog.

I dag har vi forskellige projekter, der er med til at give døve bedre adgang til samfundet, desværre er det kun projekter – det burde være permanente tilbud.

Et af projekterne er udarbejdelsen af en to-vejs tegnsprogsordbog. Jeg tror denne ordbog kan være med til at gøre rigtig meget for tegnsprog. Men desværre stopper pengene til dette arbejde ved årskiftet. Det er simpelthen ikke godt nok. Tegnsprog udvikler sig lige så vel som dansk. Og man kunne vel ikke drømme om at stoppe forskningen og kortlægningen af dansk?

Et andet projekt der ikke er fremtidssikret er Det Sociale Tolkeprojekt. Det sociale tolkeprojekt sikre døve mulighed for tolk ved f.eks. lægebesøg, jobsamtaler, skole-hjemsamtaler, ved deltagelse i kulturelle, sociale og politiske arrangementer.

En ordning, der sikre alle tolkebrugere adgang til sociale aktiviteter på lige fod med hørende. Nu ser det ud til at det Sociale Tolkeprojekt i fremtiden kun vil sikre tolk til sociale aktiviteter. Det betyder at tegnsprogsbrugere ikke længere kan være sikker på tolk til f.eks. jobsamtaler!

Jeg mener at dansk tegnsprog skal beskyttes og fremmes på samme måde som visse minoritetssprog bliver det ifølge Europarådets pagt om regionale sprog og mindretalssprog.

Det er dansk tegnsprog ikke i dag i Danmark. En retslig anerkendelse af dansk tegnsprog, f.eks. i form af en folketingsbeslutning, skal bl.a. sikre, at der afsættes ressourcer, så der skabes fuld adgang for døve på forskellige områder:

– Undervisning

– Uddannelse

– Tegnsprogstolkning

– Tilgængelighed på TV og via internetmedier

Det skal sikres at døve har mulighed for gratis tolk i alle kommunikative situationer, hvor der indgår hørende, der ikke taler tegnsprog.

En officiel anerkendelse af dansk tegnsprog, vil være et udtryk for accept og påskønnelse af den sproglige og kulturelle minoritet, som døve udgør. Men nok så vigtigt vil det medvirke til at døve bliver en del af samfundet

– Det samfund hvor vi debattere nyhederne med kollegaerne

– Det samfund hvor vi tager med vennerne i teatret

– Det samfund vi tager for givet!

En anerkendelse af tegnsprog, vil også være en anerkendelse af gruppen som bruger sproget.

Blog Image

Denne plakat med håndalfabetet kan bestilles hos Danske Døves Landsforbund, se mere på www.deaf.dk





Tale til sommerfest i Ringsted 2006

12 02 2008

Jeg havde først lavet en tale med nogle meget konkrete ting jeg gerne vil arbejde for. Den handlede om forebyggelse og sundhedsfremme som I jo har hørt mig snakke om før, den handlede også om børns vilkår og om at de ældre skal have det bedre. Men min datter fik mig til at ændre den tale. Hun spurgte mig hvorfor der er krig nogle steder. Ikke jordens nemmeste spørgsmål når man er ved at putte – men meget vigtigt! Vi fik en snak om hvordan man kunne blive uenig om hvad man skulle lege nede i børnehaven og at det er vigtigt at man respektere hinanden.

Efter noget tid kom hun og sagde, at vi havde det rigtig godt og at alle dem der var der hvor der faldt bomber gerne måtte komme her for der var sikkert.

Derfor vil jeg i dag snakke om respekt. Jeg mener nemlig at respekt er basisingrediensen i et godt samfund.

Nogle gange ville jeg ønske at det var sådanne tanker som Sofies, der styrede vores samfund. Men det er det desværre ikke. Vi er styret af økonomi. Vi burde være styret af respekt for hinanden.

Når en kommune skærer ned på servicen for børn, ældre og andre bløde områder – så er jeg sikker på at det ikke er et ønske der har været. Folk vælger ikke at blive politikere for at kunne skabe dårligere vilkår for andre. Sådanne beslutninger kan kun tages fordi man bliver presset. Presset på økonomien.

Drop skattestoppet, sæt kommunernes vækstramme op, øs lidt ud af de 45 mia. der var i overskud i statskassen sidste år. Kommunerne skal ikke styres strammere som der stod på forsiden af Politiken i går. Kommunernes selvstyre skal respekteres. Kommunalpolitikerne er ikke bare en flok respektløse personer, der sidder og skærer ned fordi de synes det er sjovt. De skærer ned fordi de ikke har andre muligheder. Drop skattestoppet!

Vi er i gang med en kæmpe reform, hvor systemet skal tættere på borgerne, kommunerne skal forbedre servicen og får flere ansvarsområder. Men med en vækstramme på kun 0,5 % bakkes der så op om denne reform? Vises denne reform respekt? Nej.

Jeg respektere det kommunale selvstyre, men respekt vises ikke kun gennem ord. Respekt vises også gennem økonomiske midler. Jeg tror at viljen til at vise respekt allerede er der. Betingelserne for det har bare ikke fulgt med.

Økonomisk ansvarlighed er vigtig. Og noget vi radikale er kendt for. Samtidig er vi også kendt for at huske mennesket. Når kommunerne skal styres strammere, for hvis skyld er det så? Er det for de mennesker der ikke får skiftet sengetøj i flere uger, er det for den hjemmehjælper, der er ved at gå ned med stress eller er det for at vi kan bevare et skattestop! Hvad er det der vises respekt for? Mennesket eller økonomien?

Det er alt for sjældent for børnenes, for de unges, for kvindernes, for mændenes, for fremtidens eller for fællesskabets skyld. Det kan godt være at man siger noget andet, men i virkeligheden så er det der styrer lige for tiden markedet og kapitalen.

Det er for økonomiens skyld, når skattestoppet bevirker at vores skoler og børnehaver ikke vedligeholdes, selvom børnefamilierne får flere penge.

Det er også for økonomiens skyld når uddannelsespolitikken har ændret sig så tekniske skoler, gymnasier og handelsskoler skal bruge tid på indbyrdes konkurrence, skal slås om færre midler og ikke har overskud til udvikling og visioner.

Det er også for økonomiens skyld når SU’en skal skæres og når unge skal piskes igennem uddannelsessystemet meget hurtigere, selvom det ikke giver højere kvalitet.

Hvis vi vil noget med vores samfund, hvis vi vil noget med vores børn, vores unge, vores arbejdsstyrke, de ældre, miljøet og hinanden. Hvis vi vil en bedre verden så skal vi til at gøre tingene for vores børns skyld, for vores nabos skyld, for menneskers skyld, for den enkelte og for fællesskabets skyld, for velfærdens og for fremtidens skyld. Vi skal respektere hinanden. Ved at vise respekt skaber vi rammer der er gode, trygge og sikre at leve i.

Det jeg ønsker mig er et samfund som vil give mennesker, og ikke økonomien, højeste prioritet. Vi skal turde have visioner. Og visioner koster.

Vi skal gå ud og fortælle om et samfund med god, respektfuld ældrepleje, med en fantastisk børnehave, hvor børnene lærer hvad det vil sige at have det godt og behandle hinanden ordentligt, hjemmehjælperen skal kunne fortælle om sit arbejde med faglig stolthed og have tid til at badningen af den ældre ikke bliver noget der skal klares på samlebåndsmanere. Vi skal respektere os selv og hinanden.

Vi skal fortælle om et samfund hvor alle har muligheder, vi skal fortælle om det samfund, der også tænker på, hvordan de næste generationer skal klare sig.

Hvis vi behandler hinanden med respekt, hvis vi tør sætte nogle høje standarter, hvis vi tør sætte økonomien lidt på spidsen en sjælden gang (ikke sætte den over styr) – så tror jeg vi kan få et samfund hvor alle har lyst til at deltage, alle har lyst til at dele og alle kan se det fornuftige i at alle har det godt, ikke kun os selv. Og alle kan se at det er vigtigt at tjene og betale til bevarelse af dette samfund. Og forhåbentlig vil flere turde tænke som Sofie, der tilbyder tryghed til dem der har brug for det!

I torsdags læste jeg folketingsgruppens udspil: ”Børn for alt i verden”. Det er ti fantastiske forslag, der respekterer børn som børn. Jeg har kopieret det så I alle har muligheden for at læse det, for det fortjener at blive læst. Her er ti konkrete, klare og gode forslag, der fortæller hvordan vi kan gøre noget for menneskers skyld. Det koster, men jeg mener det er alle pengene værd.

Nu har jeg snakket en masse om respekt, men det betyder ikke at jeg ikke vil snakke konkret politik. Kom hen og få en snak, send mig en mail, eller ring. Jeg vil meget gerne have forslag til konkrete politiske tiltag som jeg kan arbejde med.