Håndtaskekast og lidt køn snak ;-)

I dag var Christina Lange, Karen Boysen og jeg på Solskinspladsen. Der har i hele Danmark været arrangementer for at gøre opmærksom på at fordelingen mellem mænd og kvinder i politik ikke er særlig lige.

På solskinspladsen i dag havde Venstre en kæmpe papmachekamel med – og den var ret trist at se på, den havde fået på puklen og var vist blevet slugt lidt for mange gange

SF lavede skipperlabsovs, socialdemokraterne havde som sædvanlig roser med og vi bød på småkager, kaffe, the, opsange, plastre og gav sammtidig folk mulighed for at svinge lidt med tasken – det var børnene ret vilde med.

Arrangementet fik Kalundborg Folkeblad væk fra computeren og ned på pladsen med blyant og blok. Her blev vi bl.a. spurgt om vi mente kvinder bare skal stemme på kvinder.

Ikke så overraskende for jer bloglæsere svarede jeg nej til dette spørgsmål. Kvinder skal stemme på kvalificerede kandidater. Og dagens arrangement viste at der også er kvinder i den gruppe

Kvinder og mænd er forskellige, ligesom unge og ældre er. Og jeg mener forskellighed er en styrke – men styrken bliver størst når man kan se fordelene i forskelligheden. Så jeg vil anbefale jer at stemme på den I mener er kvalificeret til at kunne bruge deres egen og andres forskellighed konstruktivt.

Og apropos forskellighed – både på alder og køn – her er en video med Knud og mig – sammen er jeg overbevist om at vi vil være en kæmpe styrke i Regionsrådet:

Har kvindelige politikere behov for (hjemme)hjælp?

Jeg har stor respekt for Zenia Stampe – hun har engagement, kreative idéer og gåpåmod. Hun er den type som vi bør hive frem som det gode eksempel på at unge kvinder faktisk godt kan selv og ikke behøver særbehandling og kvoter.

I stedet for at antyde at kvinder sidder fast i støvekosten, burde hun være foregangskvinde og være det gode eksempel. Jeg forstår ikke hvorfor politikere skal have hjemmehjælp – er vi så hjælpeløse?

Jeg håber ikke, vi skal til at fremstille kvinder som stakler der er lænket til kødgryderne og ikke har egen fri vilje til at ændre på de hjemlige kønsrollemønstre. Det er i hvert tilfælde ikke sådanne kvinder jeg ønsker valgt til diverse bestyrelser. Jeg ønsker kvinder som den selvsikre, seje og dygtige Zenia Stampe jeg normalt kender – hun har ikke behov for (hjemme)hjælp.

 

PS: Jeg mener heller ikke unge er svage nok til hjemmehjælp – men det kunne være en god idé at kigge på hvornår og hvordan møderne holdes.

Du inviteres hermed til tilgængelig paneldebat

Det er ikke altid lige nemt at følge med i en valgkamp som handicappet – Hvis man er blind kan man ikke læse de mange pjecer der bliver delt ud, hvis man er døv er der ikke meget grund til at gå til paneldebatter og er man i kørestol er der desværre mange steder der er utilgængelige.

Derfor har jeg besluttet at arrangere to tilgængelige paneldebatter (se nærmere info nedenfor).

Debatterne indledes af den radikale MF’er Anne Marie Geisler Andersen og paneldeltagerne er kandidater til Regionsråd Sjælland.

Møderne er åbne for alle og emnet er regionalpolitik.

Jeg håber, at I vil være med til at sprede budskabet om de to debatter og I er selvfølgelig også meget velkommen til at deltage.

Ønsker I yderligere informationer eller andet er I meget velkomne til at kontakte mig

Mange hilsner

Linda Kristiansen
Radikal kandidat til Regionsråd Sjælland
31 14 33 77
x@lindakristiansen.dk
www.lindakristiansen.dk 

 

Et tilgængeligt regionsvalg

- Nu skal vi ikke kun snakke om, men med handicappede!

For kort tid siden blev FN’s handicapkonvention ratificeret her i Danmark. Det var et stort og betydningsfuldt skridt for handicappedes rettigheder. 

D. 17. november skal vi alle til stemmeurnerne – og her er det vigtigt, at alle har haft mulighed for at sætte sig ind i, hvad vi stemmer om. Også som handicappet.

Derfor vil vi gerne invitere til tilgængelig paneldebat d. 13. november:

Kl. 11.00
Kildegården, lokale 454
Helligkorsvej 5
4000 Roskilde

A: Kirsten Rask
B: Linda Kristiansen
C: Brigitte Klintskov Jerkel
F: Tina Boel
I: Torben Bækkel Kjær
V: Jens Stenbæk 

Og

Kl. 15.30
Medborgerhuset
Skovvej 2
4760 Vordingborg

A: Kirsten Rask
B: Linda Kristiansen
C: Ellen Manelius Knudsen
F: Gyda Calundann
I: Torben Bækkel Kjær
K: Jacob Thyssen
V: [navn mangler] 

Mødet vil blive indledt af Det Radikale Venstres medlem af Folketinget Anne Marie Geisler Andersen. Herefter vil der være almindelig paneldebat med kandidater fra de forskellige partier til Regionsråd Sjælland.

Mødet er åbent for alle interesserede – både med og uden handicap. Og emnet er ikke handicap-politik, men regionspolitik.

Af hensyn til tolkebestilling mm. vil det være nødvendigt at give besked senest fredag d. 6. november klokken 12.00, hvis der er særlige behov. Det gøres ved at sende en e-mail til x@lindakristiansen.dk, med hvilken type tolk eller hvilket hjælpemiddel man har behov for, samt hvilket et af møderne man deltager i.

Der vil på mødet være materiale fra de forskellige partier på punktskrift til blinde og stor skrift til svagsynede.

 

FN’s Handicapkonvention – Artikel 21

Ytrings- og meningsfrihed samt adgang til information

Deltagerstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap kan udøve deres ret til ytrings- og meningsfrihed, herunder frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker på lige fod med andre og ved alle former for kommunikation efter eget valg som defineret i konventionens artikel 2, herunder ved:

a)                      at information til den brede offentlighed gives til personer med handicap i tilgængelige formater og ved hjælp af teknologi, der er passende for forskellige typer af handicap, inden for en rimelig tid og uden yderligere omkostninger

b)                      at acceptere og gøre det lettere for personer med handicap at bruge tegnsprog, punktskrift, forstørrende og alternativ kommunikation og alle andre tilgængelige kommunikationsmidler, -måder og -formater efter eget valg i samspillet med det offentlige,

c)                      at opfordre private udbydere af tjenesteydelser til den brede offentlighed, herunder via internettet, til at levere information og ydelser i formater, der er tilgængelige og anvendelige for personer med handicap,

d)                      at tilskynde massemedierne, herunder udbydere af information via internettet, til at gøre deres ydelser tilgængelige for personer med handicap,

e)                      At anerkende og fremme anvendelsen af tegnsprog.

Ældre, EU og en ny valgvideo

Jeg er overbevist om at jeg er en af de heldigste regionskandidater overhovedet.

Jeg indrømmer, at jeg syntes det var lidt op ad bakke at skulle føre regionsvalgkamp når f.eks. Politiken kun laver kandidatpræsentationer af de kommunale kandidater og når Berlingskes “din by-net” kun er beregnet til kommunale kandidater. Det er ikke noget under, at mange mener Regionen er en lidt fjern abstrakt størrelse, når store dele af pressen behandler regionsrådsvalget sådan. Men ærlig talt – det er altså ikke kun pressens skyld! For er regionsrådsmedlemmerne gode til at kontakte pressen imellem valgene? Hvis ikke vi der er interesseret i regionen gør opmærksom på den, så kan jeg godt forstå at den ikke er fokusområde her i valgkampen. Men det vil jeg ændre

Men hvorfor synes jeg så en af de heldigste kandidater. Det er jeg fordi jeg i den grad synes der er god opbakning fra de lokale foreninger. Flere foreninger har tilbudt at hænge mine plakater op. Alle mine lørdage er afsat til uddeling i samarbejde med kommunale kandidater forskellige steder i Regionen. Og så er jeg blevet tilbudt pladser i paneldebatter i Nakskov, Sakskøbing, Ringsted og Kalundborg – paneldebatter der oprindelig var tiltænkt lokale/kommunale kandidater

Det gør valgkampen rigtig skøn og giver ekstra energi.

I går deltog jeg i en paneldebat i Sakskøbing – emnet var ældrepolitik. Det var en rigtig god debat. Jeg var den eneste regionskandidat, men emnet bød på mange overlap mellem det kommunale og det regionale. Et af emnerne var tilgængelig offentlig trafik, hvor vi i DRV arbejder for halvtimesdrift på de tværregionale bus- og togforbindelser. Et andet emne var hvad vi gør for at tiltrække praktiserende læger. Her skal vi skabe attraktive arbejdsmiljøer med et højt fagligt niveau, der bl.a. skal sikres gennem løbende efteruddannelse.

I dag deltog jeg så i en debat på Stenhus gymnasium. Emnet var EU – og det er altså svært at omstille sig, når alt andet drejer sig om regionen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var rigtig nervøs – havde skrevet alt for mange sider til mit indlæg og valgte overhovedet ikke at følge én af dem. Ikke min bedste præstation. Men fik dog slået fast, at jeg ikke går ind for kønskvoter. Jeg mener ikke ligestilling handler om, at vi skal være lige mange mænd og lige mange kvinder til alt, men at mænd og kvinder skal have lige muligheder.

I morgen skal jeg så til Ringsted og debattere ungdomspolitik – det glæder jeg mig enormt meget til. Faktisk kan du på min hjemmeside www.lindakristiansen.dk se hvor jeg er hvornår, hvis du skulle have lyst til at møde mig IRL (In Real Life). Men indtil da kan du se denne film, hvor Knud Munksgaard og jeg fortæller lidt om hvad vi gerne vil med Region Sjælland:

PS: Husk at sprede rygtet om at vi også skal stemme til regionsrådsvalg d. 17. november – og at du kender en rigtig god kandidat

Hvorfor ønskes et forbud?

Radikal Ungdom har stillet et resolutionsforslag vedr. prostitutionspolitik. Et forslag som HB har stemt til afvisning uden debat. Jeg har meldt mig som stiller til at vi kan få debatteret forslaget. Men så kan jeg her til aften læse på politiken.dk (http://politiken.dk/politik/article787271.ece) at “Camilla Hersom håber derimod, at debatten bliver udskudt – og at det bliver kriminalisering af sexkøb, der bliver temaet.“

OK, Camilla

Hvad er dine argumenter for et sexkøbsforbud?
Hvordan skal et forbud hjælpe de prostituerede, der har brug for hjælp?

Jeg ser frem til debatten.

PS: Jeg tillader mig lige at indsætte et brev seksualpolitisk forum har sendt ud til radikale HB-medlemmer og MF’ere:
 

Til Det Radikale Venstre,
MF’erne og Hovedbestyrelsesmedlemmerne
København d. 15. august 2009

Kære Radikale.
Vedr. prostitution og kriminalisering af sexkøb:

I har behandlet spørgsmålet om kriminalisering af sexkøb på Jeres sidste landsmøde og ifølge medierne skal I behandle det igen til september. Vi har fulgt forskellige perspektiver i debatten, herunder Radikal Ungdoms forslag til prostitutionspolitik, som vi vil opfordre jer til at læse.

Det er vores indtryk, at der er tale om en vanskelig afgørelse og den igangværende debat om prostitution og trafficking er da også til tider meget ophedet og bygger ofte på følelser og moral, hvilket ofte kommer til at skygge for kendgerningerne.

Vi finder det vigtigt med en god og sober debat, men er af den opfattelse, at vort samfund i øjeblikket udsættes for mange myter, uunderbyggede formodninger og urigtige påstande, når spørgsmålet om en kriminalisering af sexarbejde og deres kunder debatteres. Argumentationerne er ikke altid funderet i saglig viden, eller i hensyn til sexarbejderne selv. Vi mangler viden og undersøgelser, der er kun mangelfulde spørgeskema-undersøgelser herhjemme som hurtigt bliver fejlfortolket.

Dette ønsker vi brændende at hjælpe med at rette op på, via soberhed, nytænkning og åben dialog. Vi ønsker fra et sagligt grundlag at bidrage med nye perspektiver og løsningsforslag på de svære spørgsmål om prostitutionslovgivning. Derfor henvender vi os til Jer.

1. Sverige:

I debatten henviser tilhængerne af en kriminalisering af købesex ofte til erfaringerne fra Sverige. Sagen er bare den, at købesex-forbud ser ud til at virke meget negativt.

Efter sexkøbsforbud i 10 år, har loven som forbyder at købe sex vist sig at virke stik imod hensigten. Erfaringerne fra Sverige siden forbuddet mod køb af sexarbejde blev indført i 1999, viser at problemerne omkring trafficking og gadeprostitution ikke er væsentligt formindsket. Der er i det sidste år sket en fordobling af antallet af gadeprostituerede i Sverige, (senest jfr. Dagens Nyheter, 26/7-2009) og politiet bedømmer på samme måde at omfanget af trafficking er uændret eller steget.

Der er heller ingen data på, at prostitutionen som sådan er faldet. Nogle parter har citeret en nylig opinions-undersøgelse som bevis for dette, mens dens resultater er usikre og peger bl.a. på, at ni gange flere svenskere sælger sex end før forbudet, og at dobbelt så mange kunder køber sex mange gange (Kousmanen, NIKK 2008).

Men måske allervigtigst: det svenske Socialstyrelsen og andre eksperter påpeger, at prostitutionen på grund af loven i stadigt højere grad opererer i det skjulte, via internet, udenlandske websites, taxier og meget andet – og udenfor positiv rækkevidde af socialarbejdere og politi. Der dyrkes usikker sex for at skjule “bevismateriale”, prostituerede stresses og gemmer sig for politiet for at undgå overvågning, stigmatiseringen øges, osv.

Dermed er levevilkår, sikkerhed og kontakt med sociale myndigheder, væsentligt forringet for alle sexarbejdere som en direkte årsag af sexkøbsloven – uden at prostitution eller trafficking er faldet i omfang.

Læs den samlede dokumentation her:
http://www.seksualpolitik.dk/sverige-analyse.html

2. Forslag til lovgivning og sociale tiltag vedr. prostitution:

Seksualpolitisk Forum har udarbejdet en række forslag til afkriminalisering og sociale tiltag på prostitutionsområdet. Disse enkle, lovmæssige tiltag vil sikre både frivillighed, rådgivning, sociale tiltag og gode arbejdsforhold uden udnyttelse, og politi og myndigheder nemt kan tjekke om reglerne bliver overholdt.

Afkriminalisering er ikke et moralsk budskab. Forslaget handler ikke om at være “for” eller “imod” prostitution. Det handler om sociale tiltag. Det handler om at forbedre forholdene for sexarbejderne, give dem rettigheder, respekt og værdighed og gode og trygge arbejdsvilkår. For prostitutionen forsvinder ikke, og både forbud og gråzoner går ud over mennesker.

En afkriminalisering skal give empowerment, handlerum og mere sikkerhed og værdighed for sexarbejderne. At sikre at alle får rådgivning, støtte og mulighed for at forlade arbejdet, og ikke er fanget i en ydmygende halv- eller hel-kriminaliseret gråzone.

I dette perspektiv er vores helt centrale forslag, at staten skal stille krav til arbejdspladserne – bordellerne – og at kravene f.eks. formuleres i en branchevejledning, for at sikre gode, sikre og sunde arbejdsforhold. Kun derved gøres tingene bedre. Et af kravene kunne f.eks. være at bordellerne skal have rådgivningstilbud til både sexarbejdere og kunder liggende synligt fremme. Dette kræver afkriminalisering af området. Gråzoner/lovløshed skaber skader, ligesom stigmatiserende generaliseringer gør det.

Læs vores samlede forslag her:
http://www.seksualpolitik.dk/lovgivningsforslag.html

Der findes i øvrigt mange fejlagtige myter og fordomme vedrørende prostitution og sexarbejde. Vi har forsøgt nøgternt at gennemgå en række af disse i en lille flyer som kan downloades her:
http://www.seksualpolitik.dk/dokumenter/folder_myter-og-fakta.pdf

3. Trafficking:

Problemerne omkring trafficking anføres ofte som argumentation for at kriminalisere sexkøb, men dette løser ikke problemerne – tværtimod!

Vi vil gerne understrege, at det er vores grundlæggende holdning, at ethvert menneske der mod sin vilje er bragt til Danmark for at arbejde med sex, er ét for meget og vi er af den opfattelse, at trafficking skal bekæmpes med de bedste midler.

Men problemet med trafficking har ikke det voldsomme omfang, der ofte anføres i debatten: Antallet af traffickede sexarbejdere i Danmark skønnes af politiet til at ligge mellem 25 og 125 mennesker årligt. ”Årligt” betyder i øvrigt ikke, at personerne opholder sig her hver dag, hele året, da mange arbejder her i kortere tid, rejser videre eller sendes hjem.

Omfanget er dermed på ingen måde så stort som nogle af de tal der cirkuleres i debatten, udsagn som typisk kommer fra parter som ønsker sexarbejde ulovliggjort. Men mange flere lider under elendige arbejdsvilkår, selvom de ikke kan sættes i en bås som “ofre”. Læs evt mere i denne kronik fra en socialantropolog: http://www.politiken.dk/debat/kroniker/article573499.ece

Læs vores samlede analyse, dokumentation og løsningsforslag her:
www.seksualpolitik.dk/trafficking-analyse.html

4. Om os

Seksualpolitisk Forum er et netværk, som har til formål at påvirke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en frisindet og nøgtern retning. Vi er ikke-kommercielle og partipolitisk uafhængige. Blandt deltagerne er sexologer, universitetsforskere, journalister og forfattere. Vi er uafhængige af alle politiske tilhørsforhold, men mange af os har tidligere stemt Radikalt.

Vi håber, at vores henvendelse til Jer vil indgå i Jeres videre debat og overvejelser og såfremt du eller dit parti måtte ønske det, står vi gerne til rådighed evt. for et uformelt møde og du er velkommen til at rette henvendelse til os i alle seksualpolitiske spørgsmål.

Vi kan kontaktes via:

E-mail: kontakt@seksualpolitik.dk
Yderligere informationer: www.seksualpolitk.dk

Talspersoner:
Sexolog og jordemoder Vivi Hollænder
Filminstruktør og debattør Steen Schapiro
Venlig hilsen
Seksualpolitisk Forum
Vivi Hollænder og Steen Schapiro

Resolutionsforslag – skriv til mig, hvis du vil være medstiller

RESOLUTIONSFORSLAG – RETSPOLITIK FORSLAG

1: FORBYD SEXKØB HOS OFRE FOR TRAFFICKING

Det Radikale Venstre vil arbejde for at det bliver kriminelt at købe sex hos ofre for trafficking.

BEGRUNDELSE:

Der er mange der ønsker et generelt forbud mod sexkøb, men erfaringer fra Sverige viser at et forbud ikke hjælper dem som har behov for hjælp. Tværtimod bliver de som har allermest brug for hjælp skåret over en kam med dem som frivilligt har valgt at arbejde som prostituerede. Det mudre billedet og gør det sværere for socialarbejdere at komme ud med det opsøgende sociale hjælpearbejde og politiet bruger deres ressourcer på at gå efter købere, hvor vi mener de bør bruges på at gå efter bagmænd. Lad os fokusere på at hjælpe de personer, der har behov for hjælp.

FORSLAG 2: GIV OPHOLDSTILLADELSE TIL BEVISELIGE OFRE FOR TRAFFICKING

Det Radikale Venstre vil arbejde for at beviselige ofre for trafficking kan få permanent opholdstilladelse i Danmark.

BEGRUNDELSE:

I Belgien har de god erfaring med en model hvor man:

1. Ofrene for menneskehandel bliver fundet, de får information om deres rettigheder og tilbudt krisehjælp. Det er typisk politiet, som finder ofrene, og de belgiske politistyrker bliver jævnligt trænet til opgaven for at sikre, at ofrene bliver fundet. I tre specialiserede centre modtager ofrene både psykologisk støtte og hjælp samt medicinsk behandling.

2. Offeret får 45 dage, hvor hun kan beslutte sig for, om hun vil samarbejde med myndighederne om at knalde sine bagmænd og bryde med det kriminelle miljø. Gør hun det udløser det en opholdstilladelse på tre måneder, hvor hun blandt andet bliver tilbudt en midlertidig arbejdstilladelse. Her bliver der arbejdet intenst på at få ofrets rigtige historie frem og dokumentere den, så præcist som muligt.

3. Hvis offeret har afsløret sin bagmand og denne er blevet dømt samt en række andre forhold er på plads kan offeret få en permanent opholdstilladelse. I andre tilfælde kan offeret få forlænget sin opholdstilladelse et halvt år af gangen. Opholdstilladelse kan også gives, hvis anklageren har påvist, at der er tale om en person, der er blevet handlet, men at det ikke er muligt for offeret at identificere sig selv i Belgien.

I Danmark sender vi dem hjem efter 100 dage!

 

RESOLUTIONSFORSLAG – SKATTEPOLITIK FORSLAG

1: AFSKAF VIRKSOMHEDERS SKATTEFRADRAG FOR SUNDHEDSFORSIKRINGER

Det Radikale Venstre ønsker at stoppe virksomhedernes mulighed for fradrag til sundhedsforsikringer.

BEGRUNDELSE:

Skattefordelen ved private sundhedsforsikringer skævvrider sundhedsvæsenet og bør fjernes. De, som har privat sundhedsforsikring, får nogle unfair fordele. Skatteyderne er med til at finansiere, at nogle få kommer foran i hospitalskøen på bekostning af resten af befolkningen.

 

RESOLUTIONSFORSLAG – IT-POLITIK FORSLAG

1: KOMPATIBLE JOURNALSYSTEMER

Det Radikale Venstre vil arbejde for at sundhedssektor, skoler og andre offentlige myndigheder skal bruge systemer som er kompatible med hinanden så journaler og andet data er tilgængeligt uafhængigt af placering.

BEGRUNDELSE:

På trods af at størstedelen af offentlige myndigheder i dag arbejder med digitale journaler, så er man stadig nødt til at sende papirjournaler frem og tilbage, fordi systemerne ikke er kompatible. Det bør være et krav at alle journalsystemer til brug i det offentlige skal være kompatibelt. Det vil spare både tid, resourcer og være godt for miljøet.

FORSLAG 2: P2P

Det Radikale Venstre vil arbejde for borgere kan agere lovligt ved eksempelvis køb af musik via p2p-tjenester.

BEGRUNDELSE: Musikere skal have mulighed for frit at distribuere deres musik. Der skal åbnes for ændringer i lovgivningen, så ordninger, hvor borgere, som udnytter P2P teknologi til denne distribution, mod betaling kan agere på lovligt grundlag.

FORSLAG 3: ELEKTRONISK OVERVÅGNING – RETSSIKKERHED

Det Radikale Venstre vil arbejde for at elektroniske spor maksimalt må gemmes i 1 år. Ingen må få adgang til materialet med mindre de har en dommerkendelse.

BEGRUNDELSE:

Vi erkender at der kan være behov for at kunne gå tilbage i folks færden og kommunikation, men kræver at det sker med retslig sikkerhed. F.eks. mener vi alle elektroniske spor maksimalt må gemmes i fem år. Ingen må få adgang til materialet med mindre de har en dommerkendelse. Samtidig bør der fastsættes en grænse for, hvor længe et sådant indgreb kan hemmeligholdes; den overvågede skal indenfor en fastsat årrække f.eks. 3 år have besked om overvågningen og hvilken myndighed der stod bag den.

FORSLAG 4: OPEN SOURCE

Det Radikale Venstre vil arbejde for at det offentlige forpligtes til at lade sine projekter (amanda, polsag og co.) levere som opensource i den udstrækning, der ikke er noget, som hindrer dette.

BEGRUNDELSE:

Det er positivt at det offentlige i højere grad bruger open Source, men for at holde udviklingen i gang bør Staten også aktivt medvirke til udviklingen heraf. Der er ingen grund til at statens projekter udvikles som propietær software.

Et forbud mod prostitution er en falliterklæring

Kronik af Phil Nice og mig – bragt i Information 7. august.
(http://www.information.dk/199464)

Kriminalisering af sexkøb ville være i modstrid med radikale kerneværdier som frisind og tolerance

Sidst i juni kunne man læse i en række aviser og på nettet, at både Socialdemokraterne og De Radikale ville arbejde for et forbud mod købesex og dermed lægge sig på linje med SF og Enhedslisten. Artiklerne citerede Marianne Jelved således:

»I partiet har der været uenighed om spørgsmålet, men der er en bevægelse i gang, og jeg tror, at vi vil sige ja til et forbud mod købesex.«

Margrethe Wivel, radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, bakkede hurtigt op på sin blog:

»Jeg stiller derfor resolutionsforslag om dette ved vores landsmøde i september og regner med massiv opbakning.«

Det er Marianne Jelved, Margrethe Wivel og andre velkomne til at mene, men der er også gode grunde til at mene, at de tager fejl. Disse og andre prominente radikales udtalelser kan let give det indtryk, at en forbudspolitik er så godt som vedtaget, men det er langt fra tilfældet.

Disse spekulationer ligner forsøg på at kapre partiets linje, i hvert fald i medierne og vælgernes bevidsthed, men linjen er ikke lagt endnu. Og er det overhovedet en fornuftig linje?

Godt nok allierer vi os værdipolitisk med det store S og de populære medie-darlings SF, men kan radikale virkelig gå så meget på kompromis med egen politik?

Et sexkøbsforbud harmonerer meget dårligt med mange radikales opfattelse af partiets værdipolitiske ideologi – det lugter lidt af formynderi. De partimedlemmer, der vægter det ‘liberale’ mindst lige så højt som det ’sociale’ i socialliberalisme, er ikke parate til at give afkald på de grundlæggende demokratiske – og ikke mindst radikale – kerneværdier: frisind og tolerance. I kraft af den sidste tids medieprofilering kunne man let komme til at tro, at partiet var ved at sælge ud af sine liberale værdier.

Men et parti, der lancerer en tillidsreform med sloganet »Vi tror, du kan selv« har altså en holdning til formynderi og kontrol. Disse værdier sælger man ikke bare ud af, fordi emnet er seksualpolitik. Eller fordi man vil have indflydelse i en kommende S-SF-regering. Ikke uden en kamp.

Der er vist bred enighed om, at interne stridigheder ikke er sunde for politiske partier, især ikke når kampene raser i medierne. Men spørgsmålet her er tvær- partisk, og de værdier, der står på spil, er vigtigere end partistruktur. Frisind er trods alt ikke forbeholdt det ene parti, hellere ikke den ene politiske fløj, og hvis det kræver nye alliancer at forsvare og bevare det, så er dette vigtigere i det lange løb, end hvem der får magten, og hvem de kommer til at dele den med.

Hvordan virker forbuddet?
Debatten om kriminalisering af sexkøb er præget af ubesvarede spørgsmål.

Hvordan har forbuddet virket i Sverige, hvor sexkøb har været forbudt i 10 år? Hvor godt går det i Norge, hvor forbuddet trådte i kraft i år? Føler de prostituerede at det har hjulpet dem, eller at de nu er endnu mere udsatte?

Der hersker mange forskellige opfattelser og fortolkninger af de få tilgængelige undersøgelser. Og desværre har mange politikere dannet sig en mening uden overhovedet at have snakket med dem, det handler om, eller kigget på de sparsomme undersøgelser, der findes.

Havde man i de undersøgelser kunnet konstatere, at et forbud gav prostituerede bedre forhold, så kunne det måske have været grundlag for en værdipolitisk debat omkring frisind kontra det sociale sikkerhedsnet. Men når det oven i købet ser ud til at gøre forholdene for de prostituerede væsentligt værre, så er det ganske svært at se, hvilke argumenter der ligger til grund for et sexkøbs- forbud ud over moralske.

I forbudsretorikken bliver prostitution præsenteret som et socialt problem. Afspejler dette syn hele virkeligheden eller blot en lille delmængde af en række subkulturer, der sammen udgør fænomenet prostitution? I stedet for at håndtere fællesbetegnelsen ‘prostitution’ som en pærevælling af sociale problemer, bør de særskilte problemer håndteres gennem målrettede tiltag, der differentierer mellem fredelige og frivillige aktiviteter på den ene side og misbrug og tvang på den anden. Det er svært at se et sexkøbsforbud som nødvendigt, gavnligt, eller etisk forsvarligt.

Fortalere for kriminalisering af sexkunder har ikke gjort nok for at begrunde deres sag. Når de ønsker en lovgivning, der vil indskrænke borgerrettigheder, så er det dem, der har bevisbyrden. Vi andre er ikke forpligtet til at præsentere en alternativ sag. Vi er ikke forpligtet til at erkende modstandernes opfattelse af problematikken prostitution eller medgive, at noget burde gøres, i hvert fald ikke før man bedre forstår, hvad der er på spil. For at forsvare borgerrettigheder behøver vi ikke andet end vores skepsis og vores vilje til at stille spørgsmål.

Verdens ældste erhverv – en livsstil og en levevej – er under anklage. Som fortalere for frisind påtager vi os opgaven, at forsvare det. Ikke fordi vi selv er særlige tilhængere af prostitution eller har grund til at tro, at den er et bedre erhverv end så mange andre. Men kun fordi dens skyld ikke er bevist, og indtil da må vi regne den for uskyldig. Som demokratisk samfund er vi forpligtet til at lade enhver tvivl komme den – og de mennesker, der deltager i den – til gode.

Når man ikke kan bevise, at et flertal af prostituerede tager skade af deres erhverv, er vi som demokratisk samfund forpligtet til at antage, at de fleste, der frivilligt vælger erhvervet, har det godt nok med deres valg af levevej, dvs. at de ikke har det væsentligt dårligere end folk i andre erhverv. At nogle har det skidt, enten som følge af arbejdet, noget ved siden af eller noget i forvejen, er ikke en særlig egenskab ved prostitution: Det kan man konstatere hos folk i alle erhverv, dog uden at dette lægger op til forbud. Man forbyder ikke handel med aktier på grund af stress, frisørfaget pga. farlige kemikalier eller elitesport pga. fare for tidlig nedslidning.

Frivillige valg
Indtil vi ved med sikkerhed, hvordan det hænger sammen med stress eller skader i en bestemt branche, må vi antage, at myndige borgere som regel træffer de beslutninger, der bedst tjener deres egne interesser. Vi kan konstatere, at dette ikke altid er tilfældet, og derfor er vi også forpligtet til at tilbyde hjælp, bistand og rådgivning – samt acceptere, når der bliver takket nej til disse. I tilfælde, hvor den ene borgers valg truer andres sikkerhed, frihed eller velvære, har vi et ansvar for at gribe ind.

Men uden sikker viden kan vi kun formode, at den største del af prostitutionen præges af frivillige valg. At formode det modsatte og udpege den ene part i en sexhandel til offer for en forbrydelse svarer til umyndig- gørelse, hvis denne part ikke har bedt om hjælp eller beskyttelse.

Den mistillid til, at de prostituerede har truffet et frit og selvstændigt valg, hænger ikke godt sammen med sloganet »Vi tror, du kan selv«.

Kampen for indførelse af et forbud har mange bekymrende aspekter. Et argument, der ofte lyder, er, at det vil »sende et signal«. At bruge lovgivning som propaganda virker i bedste fald useriøst og i værste fald som kynisk magtmisbrug. Intentionen er ikke at komme et problem til livs, men at skabe et politisk korrekt image. Det er en falliterklæring fra en lovgivende instans og, endnu værre, undergravende for samfundets sammenhængskraft: Man gør samfundet stuerent på overfladen, mens man udstøder en underklasse, blot fordi den ikke opfylder, hvad en veluddannet elite opfatter som kriterierne for normalitet.

Forskelsbehandling
Et andet bekymrende aspekt er den forskelsbehandling, forslaget lægger op til. Man vil kriminalisere den ene part i en frivillig handel, mens man gør den anden part til uskyldigt og umyndigt offer. Magen til absurditet skal man lede længe efter: Man må sælge en ydelse, men ikke købe den. Hos forbudsfortalere hedder begrundelsen, at man ikke ønsker, at kriminalisere de prostituerede, at man foretrækker, at hjælpe og ikke retsforfølge dem.

Det er diskutabelt, hvorvidt denne forskelsbehandling egentligt skåner de prostituerede. At stemple dem som hjælpeløse ofre er også en dom, der forringer deres vilkår for at bestemme over eget liv. Under alle omstændigheder er en sådan forskelsbehandling uforenelig med ligestilling.

Man giver kunden hele ansvaret og hele skylden, mens yderen ikke regnes for at eje en fri vilje.

Det tredje bekymrende aspekt er ligegyldigheden med konsekvenserne og advarslerne fra de prostituerede i vores nabolande. Havde formålet været hjælp, havde man vel også interesseret sig for, hvordan et forbud har påvirket de prostituerede i Sverige og Norge.

Som stiftere af gruppen Radikalt Frisind repræsenterer vi en kerne af Radikale, der stadig går ind for frisind, tillid og tolerance. En kerne, der håber og satser på, at vores parti ikke sælger ud af sin rolle som forkæmper for disse værdier.

Vi tror stadig, du kan selv.

Linda Kristiansen er medlem af De Radikales hovedbestyrelse og folketingskandidat i Ringstedkredsen. Phil Nice, musiker, er radikal kandidat til kommunalvalg i Næstved. Begge er stiftere af gruppen Radikalt Frisind

1. udkast til årets resolutioner

Jeg er kommet senere igang end sædvanligt med resolutionerne – men nu er første skitse lavet.

Vi en en del der arbejder med at få lavet et IT-politisk program (havde faktisk håbet at have fået lavet rigtig meget på det i ferien, men har bare glemt at jeg ikke rigtig holder ferie i år!) og herfra har jeg taget et par af forslagene ud til resolutioner. Det samme gør sig gældene inden for erhvervspolitik, hvor vi i udvalget arbejder med at få lavet en ny erhvervspolitik. Her har jeg også udvalgt enkelte forslag som jeg synes passer sig til landsmøderesolutioner.

Har du ændringsforslag, gode begrundelser eller vil du bare være stiller (kræver at man er medlem af Det Radikale Venstre), så skriv til mig på linda@ka-net.dk.

Grundlovstale 2009 – på Danmarks sydligste Grundlovsmøde ved Sydstenen

I dag er dagen hvor vi fejrer vores demokrati og vores frihedsrettigheder. Vi har frihed til at sige, hvad vi vil. Vi har frihed til at organisere os, som vi vil, vi har pressefrihed og vi har forsamlingsfrihed.

Og denne dag hvert år står politikere rundt i hele landet og med stolthed holder taler om vores demokrati, om vores frihed, som regel krydret med aktuelle skrækeksempler på at disse rettigheder skal forsvares hver dag – eksempelvis har tørklæder, der sidste år var et stort tema – jeg undres stadig over at tørklæder kan være et skrækeksempel.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er trusler mod disse rettigheder – ikke kun i Danmark, men på verdensplan.

Jeg har dog valgt at bruge min taletid i dag på en rigtig god historie, som jeg synes har fået lidt for lidt spalteplads i medierne. En historie om hvordan Danmark nu har forpligtet sig til at sikre lige muligheder for at personer med handicap kan deltage i vores samfund på lige fod med alle andre.

– i dag vil jeg med stolthed  holde tale om at vi d. 28. maj kom vi et godt stykke tættere på at have lighed. En lighed, der er medvirkende til at handicappede nu  er langt bedre stillet når det handler om at udnytte deres frihedsrettigheder. En lighed, som vil gøre handicappede til en del af fællesskabet.

D. 28. maj ratificerede Danmark FN’s handicapkonvention.

Handicapspørgsmål blev tidligere i vidt omfang set som vel­gørenhed båret af medfølelse og omsorg og som et rent socialt anliggende, der drejede sig om forsorg. Men efter 1981, det internationale handicapår, blev gjort klart, at det drejer sig om ligestilling og integration.

Handicapkonventionen er ikke kommet nemt til verden. Siden slutningen af 80’erne har forskellige lande verden rundt, forsøgt at samle opbakning til en fælles konvention.

Den 13. December 2006 var der endelig en tekst FN’s generalforsamling kunne vedtage.

Nu, yderligere to ½ år senere, har Danmark, dog som et af de sidste lande ratificeret denne.

Handicapkonventionen cementerer et såkaldt paradigmeskifte i handicappolitikken: Handicappolitik handler ikke længere om god vilje men derimod om rettigheder, lige muligheder og ikke-diskrimination. Den fastslår, at alle menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap.

I hverdagen tænker vi at det nok ikke er det store problem, men for dem som i dag rammes af diskrimination er det.

Mange af jer der er tilstede i dag er politisk aktive – tænk hvis I blev forhindret i at deltage i det politiske liv pga. et handicap!

Jeg har en døv veninde, der er aktiv i enhedslisten, eller i hvert tilfælde gerne ville være det. Hun har brug for tolk for at deltage i møderne. Sidst hun søgte om at få tolk med til landsmødet, fik hun bevilliget tolk halvdelen af tiden – og skulle derfor vælge mellem at deltage i den politiske debat eller de politiske afstemninger. Hun var faktisk heldig. Mange får afslag! Eksempelvis i fredags til en begravelse sad en døv pige til sin bedstefars begravelse – uden tolk.

Generelt set diskrimineres handicappede dagligt når det gælder adgang til kulturarrangementer, adgang til tilgængelige undervisningsmaterialer, e-blanketter og diverse selvbetjeningsløsninger i det offentlige.

Med ratificeringen håber og tror jeg at disse daglige diskriminationer bliver færrere.

Ifølge konventionens artikel 19 anerkender deltagerstaterne, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet.

Handicapkonventionen giver ikke mennesker med handicap nye rettigheder. Den præciserer derimod, hvordan staterne skal sikre de eksisterende grundlæggende menneskerettigheder, når det handler om mennesker med handicap. Konventionen er derfor et vigtigt instrument, når man skal beskrive, hvordan de enkelte sektorer, kommune, region og stat, skal forhindre, at mennesker med handicap ikke bliver diskrimineret, og at deres rettigheder respekteres. Ratificeringen var første store skridt – nu foreligger der et stort arbejde med at få implementeret den.

Til konventionen hører også en tillægsprotokol, som er frivillig for landene at underskrive. Den giver mulighed for at klage til den internationale overvågningskomite.

Jeg ved at de partier, der i fællesskab har arrangeret dette Grundlovsmøde – også i fællesskab har kæmpet for at Danmark skulle undeskrive tillægsprotokollen, men desværre frygtede VKO, hvad det ville have af konsekvenser for Staten. Jeg tænker på hvad det kan have af konsekvenser for de handicappede.

Det havde selvfølgelig været en endnu bedre historie, hvis Danmark havde bakket konventionen op med denne klagemulighed. Men jeg er dog stadig glad og stolt over at Danmark nu har forpligtet sig til at sikre lige muligheder for at personer med handicap kan deltage i vores samfund på lige fod med alle andre.

På søndag skal vi til stemmeurnerne. Det ene kryds handler om ligestilling i kongehuset. I øjeblikket er der en heftig debat om denne afstemning, og jeg vil ikke her anbefale et ja, et nej eller en blank stemme – jeg vil, uanset udfaldet af søndagens afstemning, håbe og kæmpe for at vi kan få en debat om Gundloven. For selvom den sikre os frihed og demokratiske rettigheder, så kan den godt blive bedre.

Hvilket signal ville det ikke være hvis vores Grundlov også sikrede menneskerettighederne?!

Fortsat god Grundlovsdag!

Radikal Ungdom har lavet et fantastisk forslag på prostitutionsområdet

I går holdt Manu Sareen og jeg et fyraftensmøde om fremtidens prostitutionspolitik. Vi havde fem rigtig gode paneldeltagere og et godt og kreativt publikum, der var med til at prøve at få defineret hvad der skal ske på området. Det var en svær debat og der kom ikke meget afklaring og enighed frem – men vi blev vist alle klogere Der var dog én ting der var generel enighed om – det nytter ikke, at vi hver især sidder og siger “jeg tror…” - vi skal vide! Derfor er der behov for en landsdækkende dansk undersøgelse. Vi kan ikke lave fremtidens prostitutionspolitik ud fra myter, tro, fordomme – vi skal lave det ud fra viden.

Mødet i går blev holdt i Radikal Ungdoms lokaler – og det var en dejlig overraskelse at Radikal ungdom faktisk 2 dage inden havde vedtaget deres program til en prostitutionspolitik. Jeg synes det er et rigtig godt forslag som jeg fuldstændig kan bakke op om. Jeg har fået lov at lægge det ud her – og kan kun ønske jer rigtig god læsning.

 

Radikal Ungdoms prostitutionprogram

 

Ideologi

 

Prostitution er et klassisk social-liberalt dilemma. Er det vigtigst, ikke at blande sig i borgernes liv, eller er det vigtigst at tage hensyn til de svage i samfundet – og er man nød til at vælge? Radikal Ungdom mener at der skal tungtvejende argumenter til, for at legitimerer et indgreb i menneskers valgmuligheder, men tager samtidig afstand fra tvang og ufrie valg.

Radikal Ungdom anerkender, at et valg om at sælge prostitutionsydelser i mange tilfælde er et meget desperat valg. Ofte starter prostitution med en desperat økonomisk situation, hvor den prostituerede ser prostitution som det mindste onde. Vi anerkender også at valg foretaget i desperate situationer kan være ubehagelige. Imidlertid mener vi ikke, at løsningen er at indskrænke folks valgmuligheder, ved fx at kriminalisere køb af prostitution.

I det hele taget mener Radikal Ungdom at debatten om prostitution er præget af mangel på helhedstænkning, og manglende overvejelse af alternativer. For Radikal Ungdom er det uheldige at mennesker ender i meget pressede situationer – ikke at de vælger prostitution i en sådan situation. Der må være grænser for, hvor meget staten skal indskrænke socialt udsattes valgmuligheder.

Mange prostituerede har endog meget svære sociale problemer, men det er uholdbart altid at slutte derfra og så til, at prostitutionen er skyld i disse problemer. Radikal Ungdom ønsker en langt bedre og mere målrettet indsats mod de sociale problemer, mange prostituerede har, men mener ikke nødvendigvis, at prostitution er et socialt problem.

 

Prostitution som erhverv

 

Radikal Ungdom mener ikke, at prostitution kan afskaffes ved en kriminalisering af sexkøb og finder at en sådan kriminalisering vil medføre en uhensigtsmæssig forråelse af miljøet. Radikal Ungdom ønsker at udrede den grumsede juridiske situation omkring prostitution, ved at gå i en helt anden retning, og mener:

• At prostitution skal være tilladt og anerkendes på linje med andre erhverv. Dette betyder dog ikke at staten skal opfordre til prostitution.
• At de prostituerede skal have de almindelige rettigheder, som danske selvstændige erhvervsdrivende har, inklusiv sygedagpenge. Det skal såvel prostituerede som de relevante offentlige myndigheder i højere grad oplyses om.^[1]
• At prostituerede ikke skal ses som udskud i samfundet og at de skal have almindelige menneskerettigheder – fx bør voldtægt af prostituerede tages alvorligt.
• At lovgivning om prostitution så vidt muligt skal samles i én prostitutionslov for at give mere overblik.
• At køb af seksuelle ydelser fra en person under 18 år fortsat skal være ulovligt.

Et vigtigt spørgsmål i diskussionen om prostitution er spørgsmålet om rufferi (at tjene penge på andres prostitution). På den ene side giver rufferi mulighed for nogle af de rettigheder, almindelige lønmodtagere har. På den anden side kan det tænkes at give alfonser en magt over de prostituerede, der ikke er hensigtsmæssig.

Radikal Ungdom mener

• At den nuværende rufferilov skal afskaffes.
• At der skal oprettes en licensordning for administratorer af prostitution – det gøres ulovligt at administrere prostitution uden licens. Den enkelte sexarbejder behøver fortsat ingen licens. En sådan licensordning bør udformes efter New Zealandsk^[2] forbillede, og skal bl.a.
  • Lovliggøre at tjene penge på andres prostitution, ved fx at leje lokaler ud til prostitution.
  • Gøre det ulovligt at tvinge prostituerede til sex med en given kunde – også selv om kunden har betalt – dette er det springende punkt i forhold til at sikre, at alfonser ikke får unødig magt over de prostituerede.

Licensordningen muliggør kontrol med prostitutionsmiljøet og sikrer de prostitueredes retsstilling i forhold til bordelværten.

 

Sociale tiltag

 

Narkoprostitution

 

Prostitution hænger på mange måder sammen med sociale problemer – nogle trækker fordi de skal bruge penge til stoffer, og nogle trækker fordi deres indkomstmuligheder i øvrigt er meget ringe.

Hvad angår narkoprostituerede, skal de have mulighed for at få hjælp, til at komme ud af deres problemer. Et sådant offentligt tilbud skal altid tage udgangspunkt i den enkeltes situation, men nogle generelle aspekter skal alligevel fremhæves.

• Tilbud om fx afvænning skal være langsigtede og den enkelte må ikke blive kastebold mellem forskellige offentlige institutioner. Det kræver at sagsbehandlere i socialforvaltningerne er langt mere bevidste om de narkoprostitueredes behov og ikke har berøringsangst over for deres problemer.

Ud af prostitution

 

Nogle prostituerede har brug for bistand til at komme ud af prostitution, og værktøjer til ikke at falde tilbage i miljøet. Desværre kan der fra sagsbehandlere i socialforvaltningerne være en berøringsangst overfor de prostituerede og en manglende indsigt i deres behov.

Radikal Ungdom

• Ønsker derfor at styrke den sociale og sundhedsmæssige indsats, ved at igangsætte en række tiltag både af præventiv, rådgivende og sundhedsfremmende karakter eksempelvis i stil med ”Reden”. Institutioner og organisationer som Reden skal på finansloven, for at sikre dere langsigtede indsats.
• Kræver langt større brug af revalidering til de prostituerede, der ønsker at komme i gang med en uddannelse.

Prostituerede vil ofte have et meget stort behov for anonymitet i deres henvendelse til det offentlige. Derfor mener Radikal Ungdom

• At der skal være mulighed for henvendelse til det offentlige i fx større byer, således at man ikke behøver at henvende sig ansigt til ansigt til en sagsbehandler i sin egen kommune.

Oplysningstiltag

 

Radikal Ungdom foreslår følgende oplysningstiltag

• Prostitution inddrages i seksualundervisningen i folkeskolen. Det kan fx dække skadevirkninger på de prostituerede, prostitution blandt de helt unge, etik og moral og menneskesyn.
• De prostituerede skal i langt højere grad bevidstgøres om deres rettigheder. Dette skal både ske gennem oplysningskampagner, og via de kommunale socialforvaltninger.
• Stop for manipulerende offentlige kampagner imod prostitution. Fx er hvembetalerprisen.dk en skandaløs brug af skattekroner. Offentlige oplysningskampagner skal være sobre, nøgterne og saglige.

Udenlandske prostituerede og trafficking

 

I Radikal Ungdom er vi opmærksomme på, at de prostituerede ikke er en homogen gruppe. De prostituerede, som får taletid i medierne og forsvarer deres hverv er oftest stærke kvinder, men de er ikke repræsentative for alle prostituerede. En gruppe af kvinder er endt som sexarbejdere i Danmark som ofre for trafficking og andre er kommet hertil mere eller mindre frivilligt, for at arbejde som prostituerede.

Radikal Ungdom

• tager på det skarpeste afstand fra trafficking og ser øget internationalt politisamarbejde som det væsentligste middel til bekæmpelse heraf.
• mener at køb af sex med handlede mennesker fortsat skal være strafbart
• ønsker, at Danmark skal følge Europakommissionens anbefalinger og give midlertidig opholdstilladelse i minimum 3 måneder til mennesker, der er blevet handlet til Danmark.

I disse tre måneder kan man håbe at opbygge et tillidsforhold til personen, så vedkommende vil medvirke med oplysninger, der kan hjælpe med at finde frem til og retsforfølge bagmændene.

Hvis det kan godtgøres med rimelig sikkerhed, at mennesket er blevet handlet, skal der være mulighed for at give permanent opholdstilladelse, hvis det ikke vurderes at vedkommende vil kunne støttes til at skabe sig en rimelig fremtid i sit eget hjemland.

 

Erfaringer fra andre lande

 

I debatten henvises der ofte til vore svenske naboers vedtagelse af forbud mod prostitution den 1. januar 1999, både af dem der er for og imod kriminalisering af sexkøb. Problemet ved dette er, at der ikke foreligger en klar statistisk opgørelse over effekten af tiltaget. Dog står det klart at de eksisterende prostituerede har fået ringere kår og er blevet henvist til at arbejde mere skjult og søger mod mere organiserede og kriminelle kredse, hvilket gør det svært for eksempelvis socialarbejdere at finde og dermed hjælpe de prostituerede. Forbuddet har således fået den effekt, at man har mistet overblik og kontakt til de prostituerede i Sverige.^[3]

Majoriteten af sexarbejderne er imod kriminalisering af prostitution også selvom det kun ville være en kriminalisering af kunderne. For en kriminalisering af kunderne bliver automatisk også en kriminalisering og social marginalisering af kvinderne. Tidligere erfaringer viser da også, at forbud rammer kvinderne hårdest, da de bliver afhængige af alfonser og mangler støtte til at anmelde overgreb og vold.^[4]

 

---

[1]                           Blandt såvel prostituerede som de offentlige myndigheder, er der i dag stor forvirring om, hvilken procedure der er gældende, og hvilke rettigheder de prostituerede har.

                             Kilde: Interview med repræsentant for Sexarbejdernes Interesseorganisation SiO den 1. marts 2009.

[2]                           http://www.legislation.govt.nz/act/public/2003/0028/latest/DLM197815.html

[3]                           http://www.seksualpolitik.dk/sverige-analyse.html og http://www.seksualpolitik.dk/sverige2008.html

[4]                           http://www.lone-noergaard.dk/artikler/prostitution_kommet_blive.htm